Rundt om akademiet: Mød U19-træner Niklas Vincentz

Vi dykker ned i menneskerne bag akademiet – mere specifikt U19-cheftræner Niklas Vincentz. Formålet er at gøre jer klogere på nogle af de mennesker, der hver dag arbejder for at udvikle vores akademispillere, og den dedikation og de ambitioner, der ligger bag arbejdet.

Af Marcus Bonde
mbo@soenderjyskefodbold.dk

Vi har taget en snak med Niklas Vincentz om hans trænerfilosofi, hans værdier og arbejdet med at udvikle unge mennesker – både på og uden for banen.

At arbejde med et U19-hold handler for Niklas Vincentz om mere end at træne fodbold. Det handler om at skabe en gruppe med ambitioner, sult og lysten til hele tiden at blive bedre.

En gruppe, der gør sig umage

Hvad er det vigtigste for dig, når du arbejder med et U19-hold – og hvad vil du gerne kendetegne gruppen med?

– Drengene skal jagte deres drømme og ambitioner, men også have en sult efter at blive bedre dag for dag. Jeg vil gerne have en gruppe, der gør sig umage – ikke kun på banen, men også i træningscenteret, med deres styrketræning, kost og søvn. Alle de små ting betyder noget. Har man drømme og ambitioner, skal man også være bevidst om, hvad man selv leverer for at nå dem.

For Niklas handler det om at skabe en kultur, hvor spillerne tager ansvar for deres egen udvikling. Det gælder både på træningsbanen og i de ting, der foregår omkring den.

Dedikation, passion og ærlighed

Hvilke personlige værdier tager du med dig ind i arbejdet med U19-spillerne, og hvad håber du, de mærker fra dig som træner?

– For mig handler det om dedikation, passion og lysten til virkelig at ville opnå noget. Jeg vil gerne have, at spillerne mærker, at jeg også gerne vil opnå noget på deres vegne. Jeg er detaljeorienteret og accepterer ikke sløseri, hverken teknisk eller taktisk. Men det vigtigste er ærlighed. De skal vide, når de gør noget godt, når de laver noget sjusk, og når jeg forventer mere af dem – men også hvad de konkret kan gøre bedre.

Det høje ambitionsniveau går igen, når Niklas fortæller om arbejdet med at udvikle spillerne. For ham handler det om hele tiden at finde det næste niveau.

Altid noget, der kan blive bedre

Hvordan arbejder du med at udvikle spillerne både som fodboldspillere og som unge mennesker?

– Noget af det, jeg synes, jeg er bedst til som træner, er at være detaljeorienteret. Jeg stiller mig sjældent tilfreds og forsøger hele tiden at jagte det næste niveau. En aktion kan godt være god, men den kan sikkert også blive endnu bedre. Det kan nogle gange gøre, at drengene synes, jeg er negativ, fordi der altid er noget, de kan gøre lidt bedre.

Men udviklingen handler ikke kun om det, der sker på fodboldbanen.

– I et elitemiljø lærer vi dem at præstere under pres, håndtere modgang og rejse sig igen, når tingene ikke går som håbet. Alle kommer til at opleve perioder, hvor de ikke får den anerkendelse, de håbede på. Der skal de lære at komme tilbage med fornyet mod og energi. Den robusthed tror jeg, vi giver dem en rigtig god ballast til resten af livet – uanset om de bliver fodboldspillere eller går en helt anden vej.

De ting man husker som træner

For Niklas er det ikke kun resultaterne på banen, der viser, om arbejdet har været meningsfuldt. Nogle af de største øjeblikke kommer måske først flere år senere.

Kan du huske en oplevelse som U19-træner, hvor du tænkte: “Det er præcis derfor, jeg laver det her”?

– Der er flere gange, hvor man bliver bekræftet i, hvorfor man gør, som man gør. Det betyder virkelig meget, når tidligere spillere kontakter en bare for at sige tak eller høre, hvordan man har det. Så ved man, at man har betydet noget for dem og lagt en grundsten, som de kunne tage med videre. Det er virkelig givende, når relationen fortsætter, selv efter de er færdige på akademiet, og de stadig husker tiden med en.

– Fodboldmæssigt bliver man også bekræftet, når man ser tidligere spillere lykkes med transitionen. Når eksempelvis Albert Rrahmani som førsteårs U19-spiller går ind og laver to mål mod Lyngby og Vejle, kan man være enormt stolt som akademi. Det samme gælder Wagner, Olti og flere andre. For mig er der derfor både den menneskelige relation og det faglige i at lykkes med nogle af de målsætninger, vi har som akademi – nemlig at få spillere videre og ud at spille på stadion.

For Niklas Vincentz handler arbejdet på U19 derfor om både at udvikle dygtige fodboldspillere og give unge mennesker noget med videre.

U19 spiller fredag 15.30 på udebane mod Brøndby IF.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.