Sydjysk Sparekasse fortsætter som hovedsponsor i Sønderjyske Fodbold, og dermed vil Superliga-holdet i Sønderjylland også i den kommende sæson bære sparekassens logo på brystet og sikre sparekassen stor eksponering på den største scene.
Sydjysk Sparekasse og Sønderjyske Fodbold har forlænget hovedsponsoraftalen, så sparekassen også i den kommende sæson vil pryde brystet på de lyseblå spillertrøjer i 3F Superligaen.
For Sydjysk Sparekasse handler hovedsponsoratet ikke kun om synlighed, men i høj grad om at bakke op om fællesskaber og initiativer, der betyder noget lokalt.
Adm. direktør Max Hovedskov glæder sig over forlængelsen:
– Sønderjyske Fodbold er et stærkt samlingspunkt i landsdelen, og det er vigtigt for os at være til stede dér, hvor mennesker mødes og føler tilhørsforhold. Superligaen giver os en synlig platform, men lige så vigtigt er det værdifulde samarbejde og det fælles engagement i Sønderjylland.
Han peger samtidig på, at sponsoratet har haft stor betydning i årene efter fusionen mellem den tidligere Broager Sparekasse og Frøs Sparekasse:
– De seneste sæsoner har givet os en markant synlighed i forbindelse med vores nye navn og logo. Det har været en god og naturlig måde at styrke kendskabet til Sydjysk Sparekasse på – i et miljø, der bygger på holdånd, ambitioner og lokal opbakning, siger Max Hovedskov.
Direktør i Sønderjyske Fodbold, Markus Kristoffer Hansen, glæder sig også over, at samarbejdet fortsætter.
– Vi er meget begejstrede for, at det stærke samarbejde fortsætter. Vi garanterede Sydjysk Sparekasse masser af eksponering, da de havde behov for at fastslå deres nye navn og logo efter fusionen i 2023, og det har de i den grad fået. Vi har haft nogle år med rekordstor opmærksomhed omkring klubben, og dermed er Sydjysk Sparekasse vist frem på den helt store scene.
– Sydjysk Sparekasse har været en fantastisk samarbejdspartner, og vi er glade for, at vi kan fortsætte med at styrke kendskabet til sparekassen og sammen sætte Sønderjylland på landkortet. Vi ser frem til endnu en sæson med Sydjysk Sparekasse på brystet og et tæt samarbejde både på og uden for banen, siger Markus Kristoffer Hansen.
De nye spillertrøjer med Sydjysk Sparekasse på brystet bliver præsenteret inden sæsonstarten i slutningen af juli.





