Sunset Boulevards restauranter i Haderslev (Ny Erlevvej), Rødekro og Sønderborg har valgt at forlænge og samtidig opgradere samarbejdsaftalen med Sønderjyske Fodbold.
Samarbejdet bygger videre på det stærke fundament, hvor fans allerede i dag nyder godt af fordele i forbindelse med hjemmekampe.
Disse initiativer fortsætter, så både sæsonkortholdere og kampgæster stadig kan se frem til ekstra værdi før og efter kampene – blandt andet i form af rabatter ved fremvisning af billet.
Franchisetager Christopher Schou-Bansmann glæder sig over at fortsætte og udbygge samarbejdet:
– Vi er stolte af at være en del af Sønderjyske Fodbold og det stærke fællesskab i landsdelen. For os handler det ikke kun om sponsorat, men om at bidrage til en god oplevelse for fansene – både på kampdage og i hverdagen. Med vores restauranter i Haderslev, Rødekro og Sønderborg vil vi fortsat gøre det nemt for tilskuerne at få god mad før og efter kampene, siger Christopher Schou-Bansmann.
Hos Sønderjyske Fodbold er der stor tilfredshed med, at samarbejdet ikke blot fortsætter, men også vokser.
– Vi er rigtig glade for, at Sunset har valgt at forlænge og samtidig øge sit engagement i klubben. Det er et samarbejde, hvor begge parter sætter en stor ære i synlighed, god kommunikation og en stærk lokal forankring. Sunset Boulevard bidrager aktivt til den samlede oplevelse omkring vores kampe, og det betyder meget for både klubben og vores fans, siger salgskoordinator Rikke Witt-Frost.
Aftalen med Sunset indebærer helt konkret, at sæsonkortholdere til alle kampdage på hjemmebane i 3F Superligaen kan få en gratis snackburger ved fremvisning af gyldigt sæsonkort, mens øvrige tilskuere, som kan fremvise en billet på kampdagen, får 10 procents rabat på regningen. Tilbuddet gælder i restauranterne i Haderslev (Ny Erlevvej), Rødekro og Sønderborg.





