Stærk sejr i første testkamp

Fredag stod den første test i opstarten ude mod Randers FC, og her blev det til hele fire kasser i varmen.

Sommersol og bagende temperaturer var på menuen, da vi fredag gæstede Randers i sommerens første testkamp. Randers FC tog imod, og den test kom vi rigtig godt fra med en sejr på 4-2.

Vi åbnede kampen uden mange af vores normale stamspillere, da landshold, skader, skavanker og restitution havde kostet på holdkortet. Vi havde dog stærk hjælp fra en god håndfuld U19-spillere, der bidrog rigtig flot i det kronjyske.

Allerede efter fem minutters spil bragte vi os foran. Elias Hjort-Pedersen tog chancen uden for feltet, og med et afrettet spark strøg bolden i nettet til en tidlig lyseblå føring.

Alexander Lyng havde en række listige langskud, mens en kontra også havde fortjent bedre. I stedet var det Randers, der udlignede efter et velspillet angreb.

Rundet 21 minutters spil kom vi foran igen. Elias Hjort-Pedersen sendte et fornemt indlæg mod bagerste stolpe, hvor Anders Bergholt scorede flot til 2-1.

Mod slutningen af første halvleg pressede Randers på, men forsvaret tacklede flot igennem i varmen, mens vores nye keeper Berkant Bayrak tog flot fra i målet. Dermed var det 2-1 ved pausen.

Vi kom flot ud til anden halvleg, og efter 53 minutters spil sendte Mohamed Cherif flot bolden i nettet ved fjerneste stang. 3-1, og humøret steg lige så meget som varmegraderne.

Med lidt over en halv time igen mistede vi bolden, og med en lynkontra bragte Randers spændingen tilbage med en reducering til 3-2. Kort efter var kronjyderne farlige igen, men Bayrak diskede op med en stor redning!

Med otte minutter igen var vi tæt på 4-2, da Ebube Duru sendte et superindlæg ind i panden på Omran Khatar. Forsøget gik dog tæt over kassen.

Khatar tog dog revanche helt til sidst, da han kunne glide et flot indlæg fra Tobias Klysner i kassen til slutresultatet 4-2.

En skøn sejr i Randers, hvorefter spillerne sætter kursen tilbage mod Haderslev og besøg på Kløften Festival.

Næste opgave på grønsværen venter den 3. juli, når vi klokken 14.00 tager imod Viking fra Norge på Haderslev Atletikstadion.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.