Vi var nede med 2-0 langt inde i anden halvleg, men foran rekordmange tilskuere kæmpede vi os tilbage og spillede 2-2 med Brøndby IF.
Af Michael Ehrhorn-Fernow
Vi nærmer os den søde juletid, og det er for mange en magisk tid. Søndag aften blev der så drysset magi ud over Sydbank Park, da vi havde Brøndby IF på besøg og leverede en stor præstation.
Vi åbnede kampen rigtig fint. Allerede efter et enkelt minut tilkæmpede vi os hjørnespark, og en nedfaldsbold herfra blev banket på kassen. Sefer Emini måtte dog se den blokeret. Efter otte minutters spil fik vi så frispark i en lovende position lige uden for feltet, men Tobias Sommer sendte bolden liger over Patrick Pentz’ mål.
Da stadionuret rundede 18 minutter, var Sefer Emini tæt på at gentage kunsten fra seneste hjemmekamp med et supermål fra distancen. Han flugtede til en løs bold efter hjørne, men den sneg sig forbi og gik i sidenettet.
Frem mod pausen tog Brøndby mere og mere styring, uden at gæsterne blev voldsomt farlige. I højre side havde Sebastian Seboulonsen nogle fine indlæg og fremlæg, men Jakob Busk klarede hver gang. Björklund havde et kompentent forsøg i den anden ende, der tvang Pentz ud i fuld længde, men kort efter blev vi desværre straffet.
Efter en opspilsfejl havnede bolden hos Yuito Suzuki, der iskoldt lagde bolden i kassen. 1-0 til gæsterne på et ærgerligt tidspunkt i en lige affære, og de cifre fik lov at stå ved pausen.
I anden halvleg åbnede Brøndby med en stor chance, inde Ebube Duru var nærgående med et indlæg i den anden ende. Det var dog gæsterne, der først kom på måltavlen. MIleta Rajovic slap igennem, og han lagde bolden under Jakob Busk til 2-0. Mads Agger var tæt på at svare igen minutter efter, men hans friløber blev pillet af Patrick Pentz.
Mads Agger havde flere gange optræk til at reducere, inden Yuito Suzuki igen var nærgående med et forsøg lige forbi ti minutter inde i anden halvleg. Med en halv time igen blev det annonceret, at 8.525 tilskuere havde sat en ny stadionrekord på Sydbank Park. De kunne se os få et hjørnespark med 25 minutter igen, der blev sendt ind ad et par omgange. Til sidst havnede bolden for fødderne af Lirim Qamili, der bankede den i mål. 2-1 til Brøndby, og en spændende slutfase var i udsigt.
Olti Hyseni havde et par skudforsøg i minutterne lige efter målet, mens indskiftede Ivan Djantou skabte gode situationer for os med en stor fight. Med 18 minutter igen kæmpede Sefer Emini sig til en god position fra distancen, men han krøllede bolden lige over. Angrebene bølgede generelt ned over Brøndby-spillerne, og det trak op til et stort comeback.
Jublen brød ud med syv minutter igen. Mads Agger tog et godt løb, og med en resolut afslutning bankede han os tilbage på 2-2! Det blev kampens resultat, selvom vi trykkede på til sidst.
TUSIND tak for opbakningen på Sydbank Park. Vi lukker efteråret af om en uge i Lyngby, og så ses vi på Sydbank Park igen i det nye år.