Sønderjyske Fodbold har solgt angriberen Søren Andreasen til NordicBet Liga-klubben Hobro IK.
Søren Andreasen skifter fra Sønderjyske Fodbold til NordicBet Liga-klubben Hobro IK i jagten på mere spilletid, end der var udsigt til i 3F Superligaen.
Sportschef Casper Daather takker den 28-årige angriber for indsatsen i Sønderjyske Fodbold.
– Vi skylder Søren Andreasen en stor tak for den indsats, han har leveret i lyseblåt. Vi hentede ham ind for, at han skulle hjælpe os tilbage i 3F Superligaen, og han bidrog godt med mål og assists i oprykningssæsonen.
– Han har været en notorisk målscorer i divisionerne, men vejen til spilletid i 3F Superligaen har været længere for ham, og derfor har vi haft et fælles ønske om, at vi skulle gøre noget andet. Vi har fået en del henvendelser på ham, og vi er glade for, at vi kan hjælpe ham godt videre, og jeg er sikker på, at han nok skal bidrage med mange mål og assists i Hobro, siger Casper Daather.
Søren Andreasen nåede 47 kampe og scorede 13 mål for Sønderjyske Fodbold.