Sønderjyske Fodbold henter Jonas Dakir i Hillerød

Sønderjyske Fodbold har skrevet en treårig kontrakt med Hillerød-målmand Jonas Dakir.

Sønderjyske Fodbold får efter sommerferien tilgang af Jonas Dakir.

Den 26-årige målmand kommer til klubben efter en stor sæson i Hillerød Fodbold og har underskrevet en treårig kontrakt i Sønderjyske Fodbold.

Sportsdirektør Esben Hansen glæder sig over tilgangen af Jonas Dakir.

– Jonas Dakir har været en stærk målmand for Hillerød Fodbold, hvor han har været en profil og afgørende spiller i klubbens flotte sæson i NordicBet Ligaen. Han har fået en god fodboldopdragelse i Randers FC, hvor han også fik nogle Superliga-kampe i bæltet, og nu tager han turen til Sønderjylland for at udvikle sig yderligere.

– I Sønderjyske Fodbold kommer han til at indgå i vores stærke målmandsteam sammen med Nicolai Flø, Marcus Alstrup og målmandstræner Jens Rinke, og vi glæder os til at tage imod ham efter sommerferien, siger Esben Hansen.

Jonas Dakir ser frem til de nye udfordringer i Sønderjyske Fodbold.

– Jeg har haft en god sæson i Hillerød, hvor jeg har udviklet mig godt og fået masser af spilletid. Nu ser jeg frem til at tage kampen op i Sønderjyske Fodbold, som er en god og ambitiøs klub, der er i gang med et spændende projekt. Jeg glæder mig til at møde ind i Haderslev efter sommerferien, og jeg ser frem til at møde fansene på Sydbank Park, siger Jonas Dakir.

Jonas Dakir spillede ungdomsfodbold i Viby IF, FC Midtjylland og Randers Freja, og han blev noteret for 15 førsteholdskampe for Randers FC, inden han i sommeren 2022 skiftede til Hillerød Fodbold, hvor han har været fast mand i målet.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder