Sønderjyske Fodbold henter Alexander Munksgaard

Sønderjyske Fodbold henter Alexander Munksgaard på en aftale, der løber frem til sommeren 2029.

Sønderjyske Fodbold forstærker forsvaret med tilgangen af Alexander Munksgaard.

Den 28-årige højre back bliver hentet i norske Kristiansund BK med omgående virkning og har skrevet en treårig kontrakt med Sønderjyske Fodbold – gældende frem til sommeren 2029.

Munksgaard fik sin fodboldopdragelse i FC Midtjylland, hvor han også fik sit seniorgennembrud. Siden fulgte mere end 100 kampe for AGF, inden han i 2023 drog til udlandet. Han har han spillet for norske Aalesunds FK, kroatiske HNK Gorica og tjekkiske FC Banik Ostrava, inden han i vinter skiftede til Kristiansund BK.

Sportschef Casper Daather glæder sig over tilgangen af Munksgaard.

– Vi er meget tilfredse med, at vi er lykkes med at hente Alexander Munksgaard til Sønderjyske Fodbold. Vi får en dygtig forsvarsspiller, der kender 3F Superliga indgående, og med sin alder og rutine bringer han også noget lederskab til truppen.

– Han har fået en god fodboldopdragelse, der også har givet ham mange ungdomslandskampe, og han har samlet solid erfaring fra FCM, AGF og udlandet. Han har haft et stort ønske om at vende hjem til Danmark og 3F Superliga, og vi er glade for, at han kan se perspektiverne i vores projekt og har valgt, at Sønderjyske Fodbold er den rette destination for ham.

– Han kommer til Sønderjylland med en stor sult og en stærk tro på vores projekt, og vi glæder os til at se ham i aktion i den lyseblå trøje, siger Casper Daather.

Alexander Munksgaard ser frem til at blive en del af Sønderjyske Fodbold.

– Jeg er meget stolt over at være her. Jeg ved, hvor meget klubben betyder for hele landsdelen og for fansene. Jeg er glad for at komme tilbage til Danmark, og da denne mulighed opstod, var det en no-brainer, at det var her, jeg skulle være.

– Det er en klub med en flot historie og nogle fede ambitioner, og jeg har i det hele taget fået et rigtigt godt indtryk af det hele. Jeg er glad for denne mulighed, og jeg ser frem til at komme i gang og blive en del af det.

Alexander Munksgaard får trøje nummer 3 i Sønderjyske Fodbold.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.