Vi havde ikke tabt i mange år til OB, og det har vi stadig ikke. Søndag aften blev det til en herlig 1-0-sejr over fynboerne.
Af Michael Ehrhorn-Fernow
Top seks var sikret, men der var stadig alt at spille for, da vi søndag aften tog imod OB i grundspillets sidste runde. Og sikke en kamp, vi fik.
OB åbnede offensivt, men vi åbnede bedst. En stikning fandt hurtigt Mohamed Cherif, der dog akkurat ikke kunne få en afslutning på. I sekvensen efter var et indlæg på tværs tæt på at nå Lirim Qamili, men OB-keeperen kastede sig over den.
Cherif nåede endnu et godt forsøg, da han bankede på kassen fra spids. Bolden blev dog reddet, men en underholdende start, da der kun var spillet seks minutter af kampen.
I den anden ende havde OB et par farlige optræk via. Rasmus Falk. Særligt en flugter fra distancen kunne være blevet til lidt af et mål, men det blev heldigvis ikke tilfældet.
Rundet 20 minutter havde Max Ejdum et farligt træf fra distancen, som Marcus Bundgaard fik det ydderste af neglene på, så bolden sneg sig udenom. I den anden ende leverede Lyng et sukkerindlæg til bagerste, hvor Matthew Hoppe sparkede lige forbi.
Simon Wæver leverede første halvlegs nok bedste detalje, da Noah Ganaus var ved at slippe fri. Vores back kom stormende og kastede sig heroisk ned. Han timede indgrebet suverænt, så OB-stjernen måtte se til.
Kort før den halve time scorede vi et forrygende mål., En høj bold blev lagt bredt til Daniel Gretarsson, der lagde et fantastisk indlæg ind i feltet. Her var Matthew Hoppe fri, og han headede os foran til stor jubel på et feststemt Sydbank Park. 1-0!
Frem mod pausen var begge hold nærgående. Særligt Lirim Qamili i næstsidste minut, da han trak ind i banen og sparkede. Bolden hoppede lumsk foran keeperen, men gæsterne klarede, og så var det 1-0 ved pausen.
Kort inde i anden halvleg var vi meget tæt på igen. Et giftigt indlæg gled gennem feltet, hvor bolden endte hos Alexander Lyng. Han fik en fin afslutning på, men OB’erne kastede sig og fik klaret til hjørnespark.
Vi var ekstremt nærgående i den næste fase, hvor vi sværmede omkring OB-feltet. Med en halv time igen fik Mohamed Cherif to gode tilbud i lovende positioner, men begge gange blev der blokeret.
Efter minutter med powerplay og dominans, fik OB pludselig fat. Fynboerne havde et par giftige situationer, hvor vi dog heroisk forsvarede os.
De 5.818 tilskuere kunne juble over Simon Wæver, der blev kåret til kampens spiller. Imens blev det atter mere lige inde på banen, hvor vi havde flere gode omstillinger, der manglede det sidste. Det samme var egentlig tilfældet for OB.
Efter fem minutters overtid stod vores føring ved magt, og vi kunne juble over endnu en sejr og en fantastisk fodbolddag på Sydbank Park.
Tusind tak for opbakning søndag og generelt i et fantastisk grundspil. Sammen nåede vi top 6, og nu vil vi endnu mere!
Vi melder ud om kampprogrammet for mesterskabsspillet så snart, vi ved mere.





