Nyt grænseakademi skal styrke ungdomsfodbolden på tværs af grænsen

Sønderjyske Fodbold opretter et grænseakademi, hvor klubberne i Nordtyskland får mulighed for at blive en del af det stærke sønderjyske talent-setup. Initiativet støttes af den danske mindretalsorganisation SdU og Union-Bank, den danske bank i Tyskland.

Grænsen mellem Danmark og Tyskland er nærmest usynlig, og det gode samarbejde mellem landene kommer nu også områdets unge fodboldspillere til gavn med oprettelsen af et grænseakademi.

Sønderjyske Fodbold har i forvejen et børneakademi i Aabenraa, og det lyseblå landsdelsprojekt intensiverer nu arbejdet med ungdomsfodbolden i Nordtyskland, hvor klubben i forvejen har flere samarbejdsklubber.

Sønderjyske Fodbold opretter et grænseakademi, som alle nordtyske klubber kan blive en del af. Det vil være et træningstilbud for U10-U12 for både drenge og piger, hvor der vil være én ugentlig træning, mens spillernes øvrige træninger foregår hjemme i deres egne klubber.

Direktør i Sønderjyske Fodbold, Markus Kristoffer Hansen, glæder sig over det udvidede samarbejde på tværs af landegrænsen.

– Det er et kulturprojekt, der giver god mening for alle parter. Vi har i forvejen flere initiativer på tværs af grænsen, og nu sætter vi for alvor system i vores fokus på ungdomsfodbold i Nordtyskland med det nye grænseakademi. Det skal først og fremmest være til glæde og gavn for de unge fodboldspillere i Nordtyskland, der dermed får det bedste fra de to lande.

– Forhåbentligt kan projektet også være med til at skabe mere opmærksomhed om Sønderjyske Fodbold syd for grænsen. Vi har længe haft et strategisk ønske om at tænke Nordtyskland ind i vores dækningsområde, og vi har i forvejen en del tilskuere derfra til vores Superliga-kampe, og vi håber også, at de nordtyske virksomheder kan se værdien i at samarbejde med en Superliga-klub med masser af eksponering, siger Markus Kristoffer Hansen.

Akademichef i Sønderjyske Fodbold, Hans Paarup, ser frem til samarbejdet med de sydslesvigske klubber.

– Vi har i forvejen et par gode samarbejdsklubber syd for grænsen, og vi havde i efteråret et stort event i Flensborg, så det er et område, vi har et godt kendskab til. Med vores geografiske placering giver det rigtig god mening for alle, at vi laver denne mulighed, så de unge fodboldspillere får de bedste muligheder for at udvikle sig, uanset om de er født fem kilometer nord eller syd for grænsen, siger Hans Paarup.

Det nye initiativ støttes af den danske mindretalsorganisation, Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU).

– Vi er utroligt glade for, at Sønderjyske Fodbold tager initiativ til også at dække Sydslesvig med deres velfungerede træningskoncept og inviterer os til at være med, siger direktør i SdU, Anders Kring, og SdU’s sportslige leder, René Lange, tilføjer:

– Dansk og tysk ungdomstræning tilgås på en lidt forskellig måde, så det kan være lærerigt og inspirerende for børnene at se, hvordan man gør i Danmark.

Også Union-Bank bliver en vigtig støtte til det nye projekt syd for grænsen.

– Vi ønsker at fremme både det sportslige og det generelle samarbejde i blandt andet erhvervslivet hen over den dansk-tyske grænse imellem regionerne Sydslesvig og Nordslesvig (Sønderjylland). Det er vores mission som Union-Bank, og derfor var vi straks positive og lydhør, da Sønderjyske Fodbold foreslog at bringe deres særlige træningskoncept ned til Nordtyskland for at bringe dansk og tysk fodbold tættere på hinanden, siger Tomas Michael Jensen, der er direktør i Union-Bank Flensborg.

Union-Bank er en danskbaseret bank i Tyskland, der har til formål generelt at fremme og arbejde for danskheden syd for grænsen og dermed naturligt også at fremme det dansk-tyske samarbejde.

Klubberne i grænseakademiet vil som en del af det gode samarbejde blive inviteret til en årlig Superliga-kamp på Sydbank Park.

Mathias Blaue vil stå for den daglige ledelse af grænseakademiet og vil have et tæt samarbejde med udviklingschef Thomas Kruse fra Sønderjyske Fodbold. Trænerne vil være lokale trænere med sparring og supervision fra trænerteamet på akademiet i Sønderjyske Fodbold.

Den første træning på det nye grænseakademi vil foregå søndag den 30. marts, og træningstilbuddet er gratis.

Fotoet her fra fra børneakademiets Matchday-samling i Aabenraa i søndags for U11 og U12. Foto: Pebbes Billeder
Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.