Opstarten er ved at være forbi for talenterne/akademispillerne fra Sønderjyske Fodbold/HFK, der i weekenden tager hul på liga-sæsonerne. Vi ser her nærmere på U17, der lørdag møder Randers.
Af Michael Ehrhorn-Fernow
U17 har haft en god og produktiv opstart, hvor der både er blevet arbejdet godt i hverdagen i Haderslev og under træningslejren senest i Skærbæk. Og så har træner Daniel Ghorbany også roser til de nye spillere, der er kommet ind:
-De er indgået rigtig godt relationelt og socialt med de spillere, vi havde i forvejen. Der er blevet skabt et rigtig godt fundament ud fra de værdier, vi arbejder med og det miljø, vi har i hverdagen. Det har været en fornuftig opstart med gode træningskampe og særligt fokus på hverdagen, fortæller Daniel Ghorbany.
Han ser et solidt hold med et godt fundament gå ind til en spændende sæson i U17 Ligaen:
-Truppen er stærk, når vi kigger fra top til bund, og vi har mange spændende spillere, som vi håber på at kunne forløse. På papiret bør vi være konkurrencedygtige, og truppen er sat rigtig fornuftigt sammen pt.
Den første opgave i ligaen venter lørdag mod Randers, som holdet også har mødt i opstarten. Det bliver dog noget andet, nu hvor det bliver alvor:
-Første ligakamp er altid speciel, og der er flere nerver, nu hvor der er point på spil. Vi glæder os i trænerteamet, og det kan jeg virkelig mærke, at spillerne også gør. Forventningerne er, at vi går ud og gør vores bedste. Vi går ikke ud med en forventning til specifikke resultater – det vigtigste er, at vi skal vokse fra kamp til kamp i forhold til det fundament, vi skal skabe omkring vores præstationer, lyder det fra Daniel Ghorbany, der understreger:
-Vi håber at se en opadgående kurve gennem sæsonen. Både når vi møder hold, vi er ligeværdige med, og når vi møder dem, der er en tand bedre end os. Vi kigger meget ind i vores hverdag, kultur og værdisæt i klubben. Målsætningen er at overføre de ting, vi laver i hverdagen til banen. Præstationerne er det, der tæller, og så passer resultattavlen lidt sig selv.