Casper Søndermark Petersen fra Jels har fået ideen til et stort vægmaleri på Sydbank Park, mens han har været på stadion som fan af Sønderjyske Fodbold.
Han maler med hjertet, når han maler på Sydbank Park.
22-årige Casper Søndermark Petersen har været fan af Sønderjyske Fodbold lige så længe, han kan huske, og det har været under sine besøg på Sydbank Park, at han har fået ideen til det store vægmaleri, som der mandag er fernisering for inden Superliga-kampen mod AaB.
– Jeg er kommet meget på Sydbank Park, og når jeg ved mine tidligere besøg har været nede for at hente min obligatoriske franske hotdog, har jeg kigget på væggen og tænkt, at den burde have en form for udsmykning.
– Den tanke er vokset i takt med, at jeg er blevet ældre og dygtigere som streetart-kunstner, og nu var tiden inde til at gøre noget ved det, siger Casper Søndermark Petersen.
Han tog i første omgang kontrakt til sportschef Casper Daather, og siden er ideen vokset fra tanker til realiteter.
– Det er et enormt stort arbejde, og det er klart det største maleri, jeg har lavet. Men det har også været vildt spændende, og jeg er stolt over, at dekorere væggen på et sted, hvor der kommer så mange sønderjyder forbi.
– Det har også været specielt at male de spillere, som jeg selv har heppet på som fan, og jeg håber virkelig, at de kan lide, hvordan de er blevet afbilledet. Jeg har lagt adskillige liter hjerteblod i projektet, og jeg glæder mig til at vise det frem til hele Sønderjylland, siger streetart-kunstneren, der kommer fra Jels, men som i dag bor i Haderslev.
– For mig har det været vigtigt at give noget tilbage til den klub, der har givet så meget til mig gennem årene. Jeg er glad for, at Sønderjyske Fodbold har vist mig tilliden, og at vi har indgået dette samarbejde.
– Jeg er stolt over at have fået æren af at male disse store legender, og jeg er blevet ret godt tilfreds med resultatet, siger en beskeden Casper Søndermark Petersen.
Der er fernisering af maleriet mandag klokken 17.45 i boldgaden under Davidsen-tribunen, hvor vi blandt andre får besøg af Johan Absalonsen, Kenneth Fabricius og Simon Poulsen.





