Lang træningskamp venter i den sidste test mod AaB

Fredag 13.00 spiller vi opstartens sidste kamp, når vi på den nye kunstgræsbane i Haderslev tager imod AaB. Mange spillere skal i aktion, og træningskampen udvides til 120 minutter fordelt på tre halvlege.

Tredje halvleg er normalt den sjoveste i fodboldens univers, men denne gang vil det for mange være lig med frosne tæer og ekstra stor lyst til kaffe eller kakao.

Når vi fredag 13.00 møder AaB i opstartens sidste træningskamp, er kampen udvidet til 120 minutter – fordelt på tre halvlege af 45, 30 og 45 minutter.

De mange minutter betyder, at mange spillere kan komme i aktion, og spilletiden kan forlænges for de fleste, så vi står så skarpt som muligt til forårspremieren mod FC Nordsjælland næste søndag den 8. februar.

– Det er sidste mulighed for at finpudse de sidste detaljer i spillet. Kampen giver mulighed for at se mange spillere i aktion for sidste gang, og vi skal have afklaret nogle af de spørgsmål, der måtte være.

– Vi har foreløbig haft en god pre-season, og vi begynder at se frem til, at 3F Superligaen starter op igen. Nu ser vi frem til en god træningskamp, og derefter ser vi ind i en uge, hvor vi for alvor kan zoome ind på premierekampen mod FC Nordsjælland, siger cheftræner Thomas Nørgaaard.

Der er fri entré til kampen, der spilles på den nye kunstgræsbane ved stadion. Husk flyverdragt og lange underbukser.

Hvis du efter kampen – til det, der så vil være fjerde halvleg – har brug for en kop kaffe eller kakao til at tø op, har Café HIC i Haderslev Idrætscenter åben.

Mangler du hue, handsker og halstørklæder i SJF-farver til sæsonstarten, kan du klikke dig forbi SPORT 24 – bliv klædt på her.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.