Matthew Hoppe glæder sig over, at karrieren er kommet tilbage på sporet i Sønderjylland, hvor han virkelig trives – på og uden for banen. Læs om amerikanerens tanker om sit første år i Danmark og den særlige betydning, som hans nye trøjenummer har for ham.
Matthew Hoppe har torsdag forlænget sin kontrakt i Sønderjyske Fodbold, og han er blevet tildelt trøje nummer 9.
I den forbindelse bringer vi her et længere interview med den formstærke amerikaner.
Matthew Hoppe, hvad er dine tanker om kontraktforlængelsen?
– Jeg er meget glad for at have forlænget min aftale i Sønderjyske Fodbold. Jeg værdsætter den tiltro, som trænerstaben og den sportslige ledelse har vist mig. Jeg synes, vi har nået langt i det seneste år, hvor vi sidste år kæmpede for overlevelse, mens vi nu kæmper for top seks. Klubben er et godt sted, og jeg er meget glad for at være her, og derfor er det også rart at få forlænget kontrakten allerede nu, siger Matthew Hoppe.
Hvordan har dit første år i Sønderjyske Fodbold været?
– Jeg kom med en stor energi og ville gerne godt fra start, men jeg fik en ret slem skade allerede i februar eller marts, og det holdt mig ude i tre måneder. Det var en svær tid, men omvendt gav det mig også god tid til at fokusere på nogle ting uden for banen, hvor jeg var meget fokuseret på at komme stærkt tilbage. Jeg følte mig også helt klar, da jeg vendte tilbage på banen, og det synes jeg også, man har kunnet se på præstationerne, hvor jeg har kæmpet, og hvor det er blevet bedre uge for uge.
Hvordan har det ellers været at lande her – i klubben og i Sønderjylland?
– Haderslev er en lille by i forhold til, hvor jeg ellers har været, men det har været godt. Jeg bruger mit fokus på fodbolden, og det er dét, der betyder noget. Vejret er måske ikke det bedste, og det kan være lidt hårdt her om vinteren, men jeg er her for fodbolden, og det går jo ret godt i øjeblikket.
Ja, du er jo fra Californien, men har været en del år i Europa efterhånden, så er du ved at vænne dig til vejret?
– Det er stadig anderledes, end det jeg er mest vant til. Nu har jeg været i Europa i seks år, så jeg har efterhånden vænnet mig til det, men jeg kommer aldrig til at nyde kulden, men det gør mine danske holdkammerater nok heller ikke.
Du ligner også en mand, der trives her. Du ser glad ud og er i virkelig god form…
– Det var også en af hovedårsagerne til, at jeg valgte at skrive kontrakt her. Jeg er virkelig glad her. Kulturen og miljøet er virkelig godt, og mit forhold til både trænerstaben og holdkammeraterne er positivt. Det vil jeg gerne bygge videre på, så vi kan holde momentum både til foråret og fremover.
Hvordan har skiftet været fra de store klubber og arenaer til nogle mindre forhold i Sønderjyske Fodbold og 3F Superligaen? Du ligner en, der virkelig nyheder det, selv om der ikke er lige så mange, der kigger på…
– I min karriere har jeg haft både store højdepunkter og store nedture, og lige nu er jeg et sted, hvor jeg er meget taknemlig for hvert eneste øjeblik, jeg får på banen. Det betyder ikke noget for mig, om der er 200 tilskuere eller 15.000 tilskuere – jeg giver altid alt, hvad jeg har. Jeg vil gerne give noget til tilskuerne, give dem noget god fight og vise dem, hvad du kan. Det er noget af det, jeg nyder som spiller.
Om en god uge starter 3F Superligaen igen – hvordan ser du frem mod forårssæsonen?
– Vi sluttede jo efteråret godt, hvor vi hele tiden glædede os til at spille den næste kamp. Derfor kom pausen også lidt ubelejligt, men kroppen havde sikkert godt af det. Vi glæder os virkelig til at komme i gang igen.
Du sluttede også efteråret med masser af spilleminutter. Hvordan var det efter nogle sæsoner, hvor fast spilletid var mere begrænset?
– Jeg synes, man kunne se, at jeg blev mere og mere komfortabel med det kamp for kamp. Kroppen skulle vænne sig til, at det blev mere intenst igen. Det var første gang i nogle år, at jeg fik fast spilletid, så det var en god start. Men jeg er også min største kritiker, så jeg vil udvikle mig endnu mere, score flere mål og få endnu større betydning for holdet. Jeg håber, at jeg kan bidrage med mere og dermed takke for den tillid, som jeg har fået fra trænerne.
Sidste spørgsmål: Du skifter fra nummer 14 til nummer 9 – hvad betyder det for dig?
– Det er jeg meget glad for. Det er første gang, jeg får nummer 9 i en professionel klub, og jeg er glad for, at de på den måde viser, at de tror på mig – både trænerne og ledelsen. Det betyder faktisk meget for mig. Det er en ære, som jeg håber, jeg kan betale tilbage – forhåbentligt med en masse mål. Det er et nummer, jeg altid har ønsket mig, men det kommer ikke af sig selv – det er noget, du skal gøre dig fortjent til. Jeg vil arbejde hårdt for at blive endnu bedre og fortsætte momentum sammen med holdet.





