Vi skaber en sønderjysk folkefest før søndagens kamp i Parken. Sønderjyske Fodbold giver billet til udebaneafsnittet til de lyseblå fans, der kommer forbi vores arrangement på Østerbro, hvor der serveres ringriderpølse fra Slagter Lampe og Black Birds fra Fuglsang. Se her, hvordan du deltager.
Det er i modgang, vi skal stå sammen, og vi har brug for en lyseblå mur, når vi på søndag møder FC København i Parken i København.
Vi har brug for mange sønderjyder i nationalarenaen, og derfor vil vi sammen med fansene skabe en sønderjysk folkefest på Østerbro inden kampen.
I samarbejde med Boldklubben Skjold, der har klublokale blot et indkast fra Parken, inviterer vi alle Sønderjyske Fodbold-fans til sønderjysk hygge, hvor der kan købes Fuglsang Black Bird-fadøl og ringriderpølser fra Slagter Lampe.
Alle sønderjyder, der møder op i Sønderjyske Fodbold-merchandise, får udleveret en GRATIS billet til udebaneafsnittet (A11).
For at deltage skal du hente en gratis billet til fan-arrangementet, og denne billet vil så blive vekslet til en kampbillet, når vi mødes til den sønderjyske forfest. Kravene er altså, at du er SJF-fan og iført SJF-gear.
Hent din billet til fan-arrangementet her (max 4 pr. ordre – deadline fredag 12.00): https://shop.soenderjyskefodbold.dk/skjulte-arrangementer/fanarrangement-09-03-25
Vores arrangement foregår i Boldklubben Skjolds klublokale (ved Gunnar Nu Hansens Plads – på bagsiden af Østerbro Stadion) fra klokken 15 til 17. Herfra er der blot et par minutters gang til Parken.
Vi får besøg af blandt andre SJF-direktør Markus K. Hansen, og vi vil afholde et par konkurrencer i klublokalet undervejs.
Vi ser frem til en sønderjysk folkefest i hjertet af Østerbro.
OBS: Hvis du ønsker at købe billet til udebaneafsnittet, foregår salget udelukkende gennem henvendelse til ash@sjfodbold.dk på en mailadresse, der tidligere er brugt i forbindelse med billetkøb/sæsonkort til et hjemmebaneafsnit på Sydbank Park. Dette skal ske senest torsdag 15.00.





