Fransk fyrtårn forlænger i Sønderjyske Fodbold

Maxime Soulas forlænger sin kontrakt med Sønderjyske Fodbold frem til sommeren 2028.

Sønderjyske Fodbold forlænger kontrakten med sin stærke forsvarsspiller Maxime Soulas.

Den 26-årige franskmand kom til Sønderjyske Fodbold fra Fremad Amager i sommeren 2021, og han har de seneste fire sæsoner spillet 129 førsteholdskampe.

Med de mange kampe i lyseblåt er han højt placeret på klubbens All Time-liste – aktuelt som nummer 18 – og han er kun seks kampe fra at blive den udlænding, der har spillet flest kampe.

Sportschef Casper Daather glæder sig over, at Soulas igen har forlænget sin aftale med 3F Superliga-klubben.

– Vi er meget glade for, at Maxime Soulas forlænger, så han er i Sønderjyske Fodbold tre år frem i tiden. Han har udviklet sig rigtigt godt i vores miljø gennem årene, og med de mange kampe han har fået, er han også blev en markant profil på holdet. 

– Maxime Soulas er blevet et bolværk i vores forsvar, og han har samtidig lagt nye dimensioner til sit spil, så han passer ind i den måde, vi gerne vil spille på i 2025. Han har taget de udfordringer, der har været undervejs med oprejst pande, og han har hele tiden optrådt yderst dedikeret og professionelt. Vi ser frem til mange flere kampe med Soulas i lyseblåt, siger Casper Daather.

Maxime Soulas glæder sig over, at fremtiden i Sønderjyske Fodbold nu er på plads.

– Jeg er meget glad for, at jeg igen har forlænget min aftale med Sønderjyske Fodbold. Både klubben og jeg har udviklet os godt gennem de fire år, jeg har været her, og jeg føler, at vi står et rigtigt godt sted i 3F Superliga. Nu er fodboldfremtiden på plads for de næste tre sæsoner, og jeg ser frem til mange gode oplevelser sammen med klubben, siger Maxime Soulas.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.