Fredag aften klokken 19.00 venter endnu et 3F Superliga-slag, når Viborg FF gæster Sydbank Park. Vi zoomer helt ind på vores domkirke-kolleger.
Man siger, at en firkløver bringer held.
Du har sikkert prøvet at finde en trekløver og tænke, åh for pokker, lige ved og næsten!
I Viborg FF’s logo er der en trekløver, og vi vil gøre alt for, at vores gæster også mangler held i sprøjten, når vi i klubben byder op til fredagsdisco på Sydbank Park.
Alle ved – det går op og ned
Sådan er det jo…
Og selvom Thomas Helmig ikke holder med Viborg – men derimod en anden domkirkeby lidt mod øst, så passer hans klassiker fint på Viborgs sæsonstart.
De åbnede med en stærk sejr i premieren hjemme mod OB, men da turen gik østover til Vestegnen, fik de ørerne i Olti-maskinen.
De middelheldige nordlige midtjyder står derfor noteret for tre point i to forsøg, og med gode takter i begge de første kampe bliver det et sultent udehold, som træner Nickolai Lund sender på banen på Sydbank Park.
Tre skæve om Viborg FF
Trekløverens held
Det var måske usmart at have trekløveren i logoet, for klubbens var alt andet end heldige i 1950’erne.
Her kæmpede de for at komme i divisionerne, men de var nogenlunde lige så heldige som at spille med de rigtige lottotal – men så lige have glemt indbetalingen.
Niende gang blev dog lykkens gang, og i 1959 rykkede de op i 4. division.
Ding, Dong, Guld!
I 1999/2000 var der gravkammerstemning og triste sange spillet i mol i domkirken, da VFF missede bronzen efter igen at have været – lige ved og næsten. Men de fik ikke lov at være kede af det længe.
I DONG Cup, det hed pokalturneringen engang, vandt de finalen med 1-0 over AaB, og det sikrede klubben sit første europæiske eventyr.
De slog mægtige CSKA Moskva ud, men tabte så til spanske Rayo Vallecano og måtte nøjes med paella i flyet hjem.
Et ikon overhalede et andet
I Haderslev har vi Grønningen, i Viborg har de Jeppe Grønning.
Han gik i foråret forbi klubikonet Erik Bundgaard, der var god dengang i 50’erne, hvor Tycho Brae som bekendt boede i Viborg. Bundgaard havde lavet 421 mål.
Grønning er nu den VFF’er, der har spillet næstflest kampe. Og selvom der er et stykke vej op til Jakob Glerups 471 kampe, er det vanvittigt imponerende af klubmanden Grønning på midten.
Hold øje med deres

Hvis du har travlt, skal du bare ringe til Sami Jalal. For han er hurtig. Han er faktisk pivhurtig.
Han er tilmed teknisk god og kan finde de rette rum som en sulten kat, der skal finde sin madskål midt om natten.
Han har haft en lidt stille sæsonstart, hvor det største højdepunkt har været et gult kort på Brøndby Stadion.
Det vil han helt sikkert gerne lave om på fredag aften.
Husker du?
Alle gode gange ni
Viborg skulle bruge ni år på at rykke op i 50’erne, og vi skulle bruge ni kampe på at slå dem for første gang.
Det skete den 4. maj 2014, hvor vi vandt med 1-0 hjemme på AL Sydbank Park.
8.357 tilskuere kunne juble over Daniel Jensens vigtige træffer lige før pausen.
Det var surt at hedde Curth
Jonas Kamper, Lukas Lerager og Jeppe Curth.
De var blandt de Viborg-spillere, der den 11. maj 2016 havde det surt i Haderslev.
De kunne nemlig se Marc Dal Hende og Jeppe Simonsen lyne i vores 2-0-sejr.
Den første i ti år
Det er ikke så længe siden, vi slog dem senest. Det gjorde vi i maj 2026, hvor vi hentede vores første udesejr i Viborg.
Sefer Emini blev matchvinder på et godt indlæg fra Olti Hyseni, og kampen pustede liv i vores medaljedrømme.
Det var nærmest nøjagtigt ti år efter den dag, hvor det var surt for Curth i Haderslev.
Tre af de nørdede
Tælle til en, tælle til to
Man kan næsten ikke statistikkerne tro!
Viborg har lavet præcis to mål i alle deres seks seneste besøg på AL Sydbank Park. De har dog kun vundet to af dem, for FIRE kampe er endt 2-2.
Tælle til to, men ikke til tre
Vi har tabt de to første kampe i denne sæson, men vi taber ikke den tredje!
Ikke på noget tidspunkt i sidste sæson tabte vi tre gange i træk i 3F Superligaen.
Burde tælle til fire
Viborg FF burde ifølge statistikkerne have scoret fire mål i denne sæson. De har dog været uheldige og kunne godt have brugt det sidste kløverblad.
De har nemlig blot lavet en enkelt pind.
Vi ses på stadion
Nogle gange blæser det op, og det er her, man skal stå fast, stå sammen og vise, hvad man er lavet af.
Og er der noget, vi er gode til i Sønderjyske Fodbold, er det præcis det!
Vi håber at se en masse sønderjyder på AL Sydbank Park fredag aften, og støtten har virkelig kunne mærkes i de to første kampe, hvor der har været superflot opbakning fra lægterne.
Vi lover masser af energi på banen, hvor vi er sultne efter at hente sæsonens første sejr.





