Søndag skal vi rejse os sammen, når Randers FC kommer forbi AL Sydbank Park. Og der er meget at se frem til i den sidste 3F Superliga-kamp i ugevis.
Af Michael Ehrhorn-Fernow
Der er kampe, du burde tage til, og så er der kampe, du simpelthen ikke må gå glip af.
I sidstnævnte kategori finder vi søndagens kamp mod Randers FC, der klokken 14.00 gæster os på AL Sydbank Park.
Det er en vigtig kamp, og det er en duel, hvor vi skal slå tilbage efter midtugens pokalskuffelse mod AB. Og så er det den sidste 3F Superliga-kamp i hvad der helt sikkert kommer til at føles som uendeligt lang tid.
Der venter en næsten rekordlang landskamppause, der næsten fortjener en plads i Guinness Rekordbog. Så hvis du er typen, der hurtigt kommer til at savne bold i Sønderjylland – og det er du naturligvis – så er det her en kamp, du ikke må misse!
Næste kamp i egen hule er nemlig først den 18. oktober, så lad os stå sammen, slå tilbage og nyde søndagens duel mod et stærkt kronjysk mandskab, som vi ser nærmere på her.
En by med vrinsk
Det er formentlig kun læsere 30+ der fanger den legendariske Bølle Bob sang-reference. Naturligvis fra den originale film fra 1998. Ikke en af de nyere spin offs!
Men der er noget med Randers og heste.
Den jyske hingst blev rejst i Randers i 1969. Det som minde om områdets berømte hestemarkeder og det dygtige avlsarbejde med jyske heste.
Og de lyseblå heste fra Kronjylland er også hårdtarbejdende og særdeles pålidelige.
Der bliver avlet og udviklet nye stærke spillere på livet løs, og selvom Randers FC var i problemer i sidste sæson, havde man hele tiden en rolig fornemmelse med kusk Rasmus Berthelsen i sadlen.
De åbnede denne sæson i roligt trav, men siden er der gået galop i den på Cepheus Park, og de har gang i en stærk sæson med foreløbig ti point.
Inden for de seneste tre kampe har de både slået lokalrivalerne og mestrene fra AGF, mens de også hentede en flot 3-0-sejr på Brøndby Stadion.
De flotte dressur-takter led dog et lille knæk i seneste runde, hvor de tabte hjemme mod OB. Siden er de dog kommet tilbage på sejrssporet, da de i pokalen hoppede over forhindringen Vendsyssel FF og avancerede.
Tre skæve om Randers FC
Randers kom engang i Europa på grund af fairplay
Det var ikke en pokaltitel eller en høj ligaplacering, der sendte Randers FC ud i Europa i 2009.
Klubben toppede Fairplay-regnskabet, som dengang kunne udløse adgang til UEFA’s europæiske kvalifikation.
Randers udnyttede muligheden ved først at slå Linfield samlet 7-0 og derefter eliminere litauiske FK Suduva, inden Hamburger SV blev endestationen. De nåede dog faktisk at vinde 1-0 på udebane på et mål af Søren Berg.
En tanketorsk – en bar kasse
I pokalfinalen i 2006 mod Esbjerg scorede Karsten Johansen kampens eneste mål fem minutter før afslutningen af den forlængede spilletid.
Han fejrede scoringen ved at smide trøjen, fik sit andet gule kort og blev dermed udvist lige efter at have scoret det mål, der sikrede Randers FC klubbens første trofæ.
Træls!
Flot comeback af EM-helt
Den tidligere danske landsholdsanfører og EM-vinder Lars Olsen blev Randers FC’s første cheftræner.
Det åbnede ikke så godt med seks kampe og et enkelt point. Men så vendte det hele, som den slags hurtigt kan i fodbold.
De sidste ni kampe i sæsonen gav seks sejre og tre uafgjorte – blandt andet 6-2 over Brønshøj og 5-2 over Herfølge.
Husker du den?
I første spillerunde af sæsonen 2012/13 bød vi et nyoprykket Randers-hold velkommen til landets bedste række med en ordentlig gang klø.
Vi havde SEKS forskellige målscorere i 6-1-sejren, hvor Thomas Hansen, Henrik Hansen, Quincy Antipas, Conor O’Brien, Lasse Vibe og Jarl André Storbæk alle fik scoret.
Jonas Kamper fra gæsterne lavede dog kampens flotteste mål med et dunder af et langskud ude fra højresiden.
Men der var i den grad hest på menuen den eftermiddag, hvor det var særdeles rart at læse både stillingen og topscorerlisten bagefter på tekst-tv.
Vidste du at?
- Vi er det hold i 3F Superliga-sammenhæng, der angriber med højest fart. 2,12 meter pr. sekund, når vi er i offensiven
- Randers har tabt 84 bolde på egen banehalvdel i denne sæson. Det er flest af alle, men kun en gang er det resulteret i mål imod.
- Jacob Steen Christensen har lavet to assists i de seneste to kampe. Bliver det til endnu en søndag, er det første gang, en af vores spillere assisterer i tre kampe i træk, siden Johan Absalonsen gjorde det i 2016 med fire assists i træk.
- Randers-spilleren Laurits Pedersen har lavet et mål og to assists i de seneste to kampe. I 52 kampe forinden havde han assisteret to gange, så det er lidt af et gennembrud, han kan være på vej mod.
- Randers FC har kun haft bolden i 36 procent af tiden i deres udekampe i denne 3F Superliga-sæson.
Lad os skabe et godt afsæt i fællesskab
Efter søndagens kamp går der hele fire uger, før man igen kan opleve 3F Superliga-fodbold på Sydbank Park. Som nævnt i indledningen er det her en kamp, du ikke må misse.
Det er også i blæsevejr, at opbakningen betyder ekstra meget, og vi har brug for ALLE mand på AL Sydbank Park søndag, så vi sammen kan sikre et godt afsæt til landskamppausen.
Du kan købe din billet til Randers-kampen lige her.
Søndagens kamp er også særlig på en anden front, og vi stiller op i en helt særlig trøje. Det kan du læse mere om her.





