Der er mange gode grunde til at komme på Sydbank Park søndag 17.00, når vi tager imod OB – vi har fremhævet fem af dem her.
Mesterskabsspillet skal markeres
Kvalifikationen til Mesterskabsspillet skal fejres! Det er ni år siden, vi sidst var en del af top seks, og vi skal have alle mand på Sydbank Park til at markere, at vi igen er en del af det fineste selskab i 3F Superligaen. Lad os i fællesskab jagte en sejr i den sidste grundspilskamp, så vi står stærkest muligt, når Mesterskabsspillet starter.
Vild stime mod OB
Fyn er fin, og en af de bedste stimer, vi kan fremvise, er mod OB. Vi har ikke tabt til fynboerne på Sydbank Park siden 2013, og vi har taget point mod dem på hjemmebanen i de seneste 13 kampe i træk. Den stime skal vi sammen forsøge at udbygge på søndag.
Fort Sydbank Park
Sydbank Park er blevet et fort i denne sæson, og vi kommer med god selvtillid fra en række gode hjemmebanekampe. Vi har hentet 13 af 15 mulige point i de seneste fem kampe – og lad give den hele armen, så vi får tre point mere over i Mesterskabsspillet.
Forår i luften
Det var pivkoldt, da vi indledte forårssæsonen på Sydbank Park, men nu er vejret ikke længere en modstander. Vi spiller på den første forårsdag i kalenderen, og der er lune i luften. Det er stadig jakkevejr, men du kan godt smide handskerne, så du kan klappe lidt højere.
Gang i fanzonen
Der er også Sommer på vej i 3F Fanzonen, hvor karantæneramte Tobias Sommer kommer til interview og autografskrivning. Vi får også besøg af de lokale musikere Blomster Bror, der sætter os i den helt rette stemning, inden vi alle skal have gang i stemmerne ude på stadion.





