Der venter vores unge Elias Warming endnu en række store oplevelser med U16-landsholdet, når holdet i starten af april skal til Schweiz.
20 spillere var på holdkortet, da U16-landstræner Jesper Schou Mikkelsen og assistenttræner Peter Bonde udtog landsholdet til den kommende samling fra den 6. – 10. april.
Og her glæder vi os over, at vores stortalent Elias Warming igen er blandt navnene. Aabenraa-knægten har været udtaget før, hvor han har gjort det rigtig godt, og det hårde arbejde i hverdagen belønnes på ny.
For Elias Warming og holdkammeraterne skal vækkeuret stilles tidligt den 6. april, for fra morgenstunden går turen til Schweiz, hvor der venter to kampe i Basel. Den første bliver tirsdag den 8. april mod Schweiz, og det er også schweizerne, der er på menuen i kamp to den 10. april.
Stort tillykke til Elias Warming med den flotte udtagelse og stort tillykke til vores dygtige samarbejdsklub, Aabenraa Boldklub, hvor han tidligere har spillet.





