Lørdag tager U17 og U15 hul på foråret, og vi bager op til det hele med cheftrænerne for de to hold.
Af Michael Ehrhorn-Fernow
Der er bare noget særligt over en premiere. Det gælder uanset niveau, og i weekenden er der ekstra spænding på hos vores akademi.
U17 og U15 åbner foråret i Vejle, og vi har sat U17-træner Daniel Ghorbany og U15-træner Frederik van Deurs i stævne.
U17
U17 har haft en fornuftig opstart, der understreger cheftræner Daniel Ghorbany.
Man har dog som mange andre været ramt af sygdom i vintertiden, mens der også har været skader, der har gjort forudsætningerne bøvlede.
Sneen har også drillet på banerne rundt omkring, men spillerne har taget tingene i stiv arm:
– Jeg synes, at truppen har håndteret det fornuftigt. Vi er uden tvivl blevet bedre i løbet af opstarten, og i de seneste to træningskampe har der været fornuftige tendenser i spillet. Både med og uden bold, mener Daniel Ghorbany,
Er spændte
For U17-drengene åbner sæsonen lørdag klokken 15.00 med en udekamp i Vejle.
Herefter venter hjemmekampe mod FC København og OB, og trænerteamet kan mærke en spænding:
– Spændt på første turneringskamp, spændt på udtrykket, spændt på om vi er i den forfatning vi skal være i for at kunne være konkurrencedygtige fra første spillerunde i U17 ligaen, lyder det fra Daniel Ghorbany.
Skal forbedre sig
Foråret bliver spændende at følge, og der er forhåbninger om gode tider:
– Vi håber at have en opadgående kurve igennem foråret og være mere stabile i vores udtryk og præstationer end tilfældet var i efteråret.
Det hele handler dog ikke kun om kampene, for også på træningsbanen er der store forventninger:
– De periodevise udsving, der har været i efteråret på træningsbanen, kunne man også se på vores præstationer i kampene, slutter Daniel Ghorbany.
U15
Det er ikke kun U17, der åbner forårssæsonen i den kommende weekend. Det gør U15 nemlig også, og her er der også tale om en premiere i Vejle, der tager imod klokken 12.30.
Cheftræner for U15 Frederik van Deurs er tilfreds med det, han har set fra sine spillere i opstarten:
– Opstarten har været rigtig god. Vi har blandt andet haft en tur til Berlin med kampe mod Hertha Berlin og Union Berlin, hvor vi både fik gode sportslige udfordringer og styrket det sociale i gruppen, siger han.
Frederik van Deurs understreger kvaliteten i at møde gode modstandere, så man kan overføre ting fra træningsbanen til, når det virkelig bliver alvor:
– Derudover har vi haft en social weekend, hvor vi har været sammen med drengene på en anden måde end normalt. De blev udfordret lidt uden for deres komfortzone, og det har været med til at styrke sammenholdet og relationerne i truppen.
Forventningens glæde
En vinteropstart er altid lang, og der ligger mange træningspas.
Det ved man godt i U15-trænerteamet, og man kan godt mærke, at spillerne glæder sig til at komme i aktion.
Man vil nemlig rigtig gerne ud og vise de ting, man har arbejdet på:
– Derudover glæder de sig helt generelt bare til at komme i gang med kampene igen. Der er en naturlig energi og forventning i truppen, som vi håber at kunne omsætte til gode præstationer, understreger Frederik van Deurs.
Skal gøre sig klar
Vejle, FCK og OB.
Det er menuen for de tre første runder i et spændende forår, der dog handler om meget mere end blot kampene.
Forårets primære fokus for U15 er nemlig at gøre så mange spillere som muligt klar til det, der venter næste år på U17-niveau.
Det gælder både det mentale og det fodboldmæssige:
– Vi skal have hævet træningsintensiteten – og dermed også kampintensiteten – så tempoet bliver højere og beslutningerne skal træffes hurtigere. Samtidig handler det om at levere gode præstationer ud fra vores kompetencer og den måde, vi gerne vil spille på, fortæller Frederik van Deurs.
Lykkedes det at kombinere udvikling, høj intensitet og stabilitet, bliver det et rigtig stærkt forår, understreger han.





