Den store talentoptakt: Vi går ind med en rigtig fed indstilling

Der er altid noget helt særligt over en premiere.

Op til sæsonstarten sitrer det hele af spænding hos både spillere og trænere, og ofte er det som køer, der bliver lukket på græs for første gang.

Og lørdag bliver vores talenter omsider lukket på græs igen, når FC Midtjylland gæster Haderslev.

Frem mod den nye sæson har vi taget en snak med vores ungdomstrænere om det, der venter, og hvordan vi står.

U19
Vi har sat ambitionen højt

For vores U19-drenge åbner ligaen med et brag, når FC Midtjylland kommer forbi.

Og frem mod premieren er der masser af stemning i truppen, hvor alle glæder sig til at komme i gang.

Det understreger cheftræner Niklas Vincentz:

– Uanset de forskellige dagsordener, der er på et akademi, så elsker vi alle at spille om point og vise os frem om lørdagen, fortæller han.

Og det er en god gruppe af spillere, U19 går ind til sæsonen med:

– Jeg synes, at der er en god harmoni og godt humør i truppen. Vores træningskampe har set lovende ud, både når vi kigger individuelt og kollektivt, udtaler Niklas Vincentz.

Nyt tiltag og stærke ambitioner

Når akademiet arbejder med vores unge spillere, er der både fokus på det, der foregår inde på banen og den personlige udvikling uden for kridtstregerne.

Derfor kan resultaterne heller ikke stå alene, men i år har turneringen fået et særligt twist.

For første gang kører U19 Ligaen med slutspil, hvor den bliver delt i tre grupper halvvejs.

– Stregen vi orienterer os mod er lagt efter 12. Pladsen, så vi vil rigtig gerne i top 12 her i efteråret. Det ved vi godt er ambitiøst, siger Niklas Vincentz.

Og selvom vi er ambitiøse på resultatsiden, kommer vi ikke til at glemme den personlige udvikling:

– Som altid skal resultater, præstationer og udvikling gerne gå hånd i hånd. Vi bruger kampene på at konkurrere, og så evaluerer vi os selv med henblik på udvikling.

Skal have flere stærke cases

På det seneste har en del akademidrenge imponeret på førsteholdet.

Mod Viborg havde vi spillere som Anders Hoeg og Gustav Wagner med fra start, og en anden akademidreng, Olti Hyseni, blev senest solgt for en rekordsum.

Og det betyder noget for akademiet:

– Det gør det i den forstand, at vi er glade for, når drengene får muligheden for at vise sig frem, og vi som akademi kan evaluere det produkt vi har sendt videre i systemet, lyder det fra Niklas Vincentz.

Det ændrer dog ikke tilgangen på akademiet, hvor der fortsat skal knokles benhårdt.

– Lykken er gjort, når Olti Hyseni kan spille fast, levere toppræstationer i 3F Superliga og blive solgt for et flot millionbeløb. Det er i meget høj grad en blåstempling af akademiet og det arbejde, der er gjort på akademiet i flere år før tid og det arbejde, der gøres nu. Vi som akademi skal have flere Olti cases, før vi har leveret varen, understreger cheftræneren.

U17
Der er en rigtig fed indstilling

På vores U17-mandskab summer det også af forventning i øjeblikket frem mod, at sæsonen åbner lørdag.

Også her er FC Midtjylland på menuen, og cheftræner Daniel Ghorbany melder om god energi op mod at tæppet går for første gang i sæsonen:

– Der er en stor begejstring blandt os på U17 i forhold til at komme i gang. Det er længe siden, at vi har spillet om point. Vi har desuden haft en rigtig god optakt til den første kamp. Vi har ikke tabt i opstarten, og det giver selvtillid og ekstra motivation, udtaler cheftræneren.

Daniel Ghorbany understreger desuden, at vi går ind til den nye sæson med en rigtig god gruppe.

– Drengene er ambitiøse og tør stille sig frem og sige, at vi er ambitiøse. Vi har en ydmyg tilgang og ved, at vi skal arbejde hårdt. Intet kommer let, men det er også en spillergruppe, der går ud og handler på det. Vi er relativt hurtigt kommet godt ind i den nye gruppe med hinanden. Der er en “her kommer vi mentalitet”, der er rigtig fed, lyder det fra Daniel Ghorbany.

U17 er en vigtig tid for en fodboldspiller, hvor der sker en masse ting både på og uden for banen.

En supervigtig tid

Det er noget, man har stort fokus på hos vores akademi, hvor det i høj grad også handler om at udvikle mennesker.

– Drengene går igennem en tid, hvor de skal lære rigtig meget. Det kan blive en svær og hård tid, siger Daniel Ghorbany.

Skolerne er lige startet op efter ferien, og det er en ny hverdag, drengene skal navigere i:

– Vi arbejder med det dagligt, og vi har en masse dygtige specialister omkring spillerne. På den måde kan vi hjælpe dem på bedst mulige vis.

Vi mærker båndet med førsteholdet

På det seneste har vi set en del akademidrenge klare sig godt på førsteholdet.

Det er en stor cadeau til det stærke arbejde, der bliver gjort på akademiet, og en ting er sikkert.

Det giver blod på tanden og lyst til mere.

– Jeg tror, at man både på trænersiden og spillersiden mærker, at vi har et førstehold, der gerne vil akademiet. Det kan vi også mærke på de snakke, vi har. Hele vejen rundt er der en god feeling omkring et førstehold, der kigger på akademiet og gerne vil os. Det mærker spillerne, der også omgås en del med førsteholdet, understreger Daniel Ghorbany.

U15
En stærk samlet gruppe

På U15 er der også dømt ulvetimer i Haderslev, når FC Midtjylland kommer på besøg.

U15-træner Rune Birga Blaue kan se tilbage på en opstart, der har været god, og hvor spillerne har været nysgerrige.

Der er en tydelig lyst til at lægge det næste lag på udviklingen hele vejen rundt.

– Vi ved, at U15 Ligaen er et step op, men vi glæder os til at se, hvor vi står i forhold til den matchning. Vi har været samlet i noget tid som gruppe, så nu glæder vi os bare til at komme i gang og spille om point, siger Rune Birga Blaue.

Sker meget menneskeligt

I opstarten har U15-drengene vist, at de fungerer rigtig godt sammen både på og uden for banen. Det er en gruppe, der har været samlet længe, og som gerne vil være én enhed.

Nu glæder Rune Birga Blaue og resten af trænerstaben sig til at fortsætte arbejdet med drengene.

Det er nemlig også en tid, hvor der sker rigtig meget både sportsligt og menneskeligt:

– Jeg glæder mig til at følge dem i den hverdag og se, om vi sammen kan ramme det næste tempo i vores spil. Samtidig glæder jeg mig til at se, hvordan vi som gruppe reagerer på de forskellige situationer og udfordringer, vi kommer til at møde i løbet af sæsonen.

Og netop det at arbejde med mennesker er en fornøjelse:

– Det er noget af det mest spændende ved at arbejde med den her aldersgruppe. De er et sted, hvor der sker rigtig meget – både som fodboldspillere og mennesker. For os handler udvikling derfor ikke kun om, hvad de kan med bolden. Det handler også om, hvordan de reagerer på medgang og modgang, hvordan de tager ansvar for deres egen udvikling, og hvordan de bidrager til gruppen. Vi vil gerne udvikle spillere, der er nysgerrige, arbejdsomme og tør sætte sig selv på spil, understreger cheftræneren.

Skal lære at håndtere medgang og modgang

Ind mod en ny sæson er der altid masser af tanker om det, der er i vente.

Men hvad håber Rune Birga Blaue på, at vi får ud af sæsonen som helhed?

– At vi kan kigge tilbage og se en gruppe, der har rykket sig markant – både individuelt og som hold. Vi vil gerne blive bedre fra dag til dag og hele tiden være nysgerrige på, hvad det næste skridt er.

– Hvis vi samtidig kan stå tilbage med en gruppe, der er blevet bedre til at håndtere både medgang og modgang og har styrket værdier som hårdt arbejde, ydmyghed, sammenhold og ansvarlighed, så har vi fået rigtig meget ud af sæsonen, slutter U15-træneren.

U19 og U15 spiller lørdag 12.30 på banerne ved Haderslev Idrætscenter – U17 spiller 14.45.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.