Vi spillede i store perioder den klart bedste omgang fodbold, men AaB var kyniske, da de fik chancen, og så sejrede de nordjyske værter med 1-0 i egen hule.
Af Michael Ehrhorn-Fernow
Der var topbrag på menuen, da oprykningsspillet blev sparket i gang lørdag. AaB ventede nemlig på udebane, og det blev i store perioder en fremragende fodboldkamp med fornemt spil fra Thomas Nørgaards udvalgte. Af samme grund var resultatet særdeles bittert.
Vi kom flyvende ud og tog teten fra start. AaB blev presset tilbage, og vores kvalitet på bolden var høj. Maxime Soulas headede et hjørnespark over mål efter bare to minutters spil, inden Troels Kløve sparkede fra distancen kort efter og i sidste øjeblik blev blokeret af værternes Rasmus Thelander.
AaB kom lidt bedre med og spillede sig frem til en stor chance til Mathias Jørgensen, men Flø var på plads i buret. Et par minutter efter fik vi dog initiativet på ny, og efter et strålende angreb prøvede Mads Agger fra distancen, men De Boer i AaB-målet pillede forsøget.
De gode takter fortsatte, og særligt Jose Gallegos gjorde, hvad der passede ham på midten med masser af fart og gode pasninger. Troels Kløve og Tobias Sommer var også blandt de aktører, der virkelig havde gang i en god kamp i Aalborg. Fem minutter før pausen fik Kristall Ingason en gylden mulighed, da Andreas Oggesen sendte den på tværs, men afslutningen blev desværre mistimet. Dermed var det helt lige ved pausen.
Efter pausen fortsatte vores gode spil, og Jose Gallegos var hurtigt nærgående udefra. Det samme var Kristall Ingason, der testede De Boer på direkte frispark. AaB var kun farlige, når Melker Widell og Mathias Jørgensen i kontra blev sendt i dybden. Det var lige ved at give hjemmeholdet en føring, da Jørgensen var nærgående efter 53 minutters spil.
Mads Agger nåede at komme frem til en stor chance, inden Maxime Soulas headede tæt forbi på det efterfølgende hjørnespark. Bedst som alt lignede jagten på tre point, gled de dog ud af vores hænder. Mathias Jørgensen blev sendt i dybden, og han kom forbi Flø og kunne sparke bolden i tomt mål. Ekstremt ærgerligt og ikke helt fortjent.
AaB var tæt på 2-0 kort efter, men Nicolai Flø hev en mirakuløs dobbeltredning op af hatten. Det gjorde, at vi kunne jagte i slutfasen, men selvom der var optræk til gode chancer, manglede det allersidste, og så vandt AaB 1-0 på en lørdag, hvor vi var det bedste hold over 90 minutter i Aalborg.
Næste opgave venter lørdag den 6. april på Sydbank Park, når vi får besøg af Hobro IK.