Det blev en jævnbyrdig duel mandag aften på Fyn, men trods flere store muligheder var det hjemmeholdet, der tog det hele til sidst.
Af Michael Ehrhorn-Fernow
Det var et solbadet Nature Energy Park, der mandag aften dannede rammen om vores udekamp mod OB. En kamp hvor rigtig mange lyseblå havde taget turen til Bolbro, og det blev en intens affære, de blev vidner til.
Kampen fik en kedelig indledning. Ikke fordi der ikke skete noget, men fordi Mathias Olesen efter bare fire minutters spil udgik med en skade i store smerter. Vi ønsker Mathias rigtig god bedring.
En ærgerlig situation, der dog ikke slog os ud. Allerede minuttet efter tilspillede vi os en god chance, da Matthew Hoppe spillede dybt til Alexander Lyng, der med en firsttimer tvang Myhra til en redning i OB-målet.
OB var også farlige i indledningen, og kort efter vores tilbud afsluttede fynboerne fra spids. Marcus Bundgaard reddede dog flot.
OB tog kortvarigt initiativet, men vi stod rigtig godt i defensiven, og Fiete Arps afslutning forbi kassen var det største tilbud i et godt stykke tid. Lige indtil vi kom frem til en stor mulighed.
Vi kom afsted i en god omstilling, hvor bolden blev lagt bredt til Ebube Duru i venstresiden. Han serverede et godt indlæg ind bagerst i feltet, hvor Matthew Hoppe forsøgte at flugte til kuglen. Han fik ikke det bedste træf, men OB-forsvaret måtte rydde op på stregen.
OB nåede en sidste god mulighed i første halvleg. Marcus Bundgaard boksede et hjørnespark væk, og returen blev der afsluttet første gang på, og bolden sneg sig snert forbi. Dermed forblev det 0-0 ved pausen efter en jævnbyrdig første halvleg med tilbud i begge ender.

Foto: Patrick Derborg Echers
OB åbnede anden halvleg med et tryk, men vi stod godt imod. Særligt Maxime Soulas havde flere fremragende indgreb, hvor han heroisk fik afvist de fynske stød.
I den anden ende satte vi et godt angreb op rundet 57 minutters spil, og det endte i et langskudsforsøg fra Sefer Emini. Et forsøg der dog lige fik et par varmluftsgrader for meget.
Et par minutter senere var der igen optræk til sønderjysk ballade i Bolbro. Vi satte et nyt godt angreb op, og fra kanten af feltet trykkede Hoppe til kuglen, der kanonerede mod netmaskerne. Myhra fik dog lappen på, og den gik til hjørne, som blev blokeret.
Kampen bølgede frem og tilbage, og med et kvarter igen fik indskiftede Teodor Haltvik en gylden mulighed. Han var på vej mod en friløber, men OB-forsvaret nåede retur. I den anden ende havde værterne en stor hovedstødschance, der dog blev sendt over.
Med ti minutter igen åbnede OB scoringen ud af ingenting. Et indlæg blev slået ind foran, hvor Noah Ganaus kom på den og sendte den i kassen til 1-0.
Slutminutterne bølgede frem og tilbage, men der blev ikke scoret yderligere på Nature Energy Park, hvor OB tog de tre point.
Tusind tak for opbakningen til de mange lyseblå fans. Det var fremragende støtte, og lad os stå sammen igen allerede fredag, når der igen er 3F Superliga-bold.
Det er der på hjemmebane, når Viborg FF gæster Haderslev og Sydbank Park.





