FC Midtjylland og Brøndby IF inden for tre dage. Det er menuen i denne uge, og torsdag venter første slag, når ulvene fra heden kommer til AL Sydbank Park.
Af Michael Ehrhorn-Fernow
Det er sjældent sjovt at få en snitter.
Det skulle da lige være hindbærsnitter, men det var desværre ikke dem, vi løb ind i, da vi senest gæstede Brøndby Stadion i 3F Superliga-Mesterskabsspillet.
Og vi ved det godt. Mange lyseblå fans har nok haft en hård uge på arbejde efter den omgang, men skal man finde noget positivt, er det, at vi hurtigt kan tage revanche.
For allerede torsdag aften venter et brag igen, når guldkandidaterne fra FC Midtjylland gæster os. Et hold vi har det med at drille, når ulvene bevæger sig ind i løvens hule.
Manglende brikker i puslespillet
Når der fløjtes op torsdag klokken 20.00, er der ikke meget, der er sikkert på forhånd.
Det skulle dog lige være, at Ousmane Diaos fanklub godt kan tage en fridag. Han er nemlig ramt af karantæne mod os.
Vi har også en mand i karantæne, og det er lidt af en midtbaneslider. Mohamed Cherif må nemlig overvære duellen fra skammekrogen.
For FCM’s vedkomne måtte også Philip Billing, Junior Brumado og Mikael Uhre se på fra tribunen mod AGF senest grundet skader.
Til gengæld har gæsterne Kevin Mbabu og Pedro Bravo tilbage efter endt karantæne.
Tre skæve om FCM
Eurojackpot – og lidt til!
Hvis du Googler Danmarks rigeste mennesker, og det gør du nok en gang imellem. Vi har jo alle lov at drømme.
Så finder du familien Holch Povlsen på andenpladsen. Bestseller-familien var gode for 113 milliarder kroner sidste år, og det er Anders Holch Povlsen, der er ejer i FC Midtjylland.
Så ser du en ekstra fed bil holde parkeret foran Sydbank Park torsdag, kan det være hans. Eller B.S Christiansens måske.
Mens du knager over hvem Danmarks rigeste så er, kan vi afsløre, at de ejer LEGO.
Masser af succes
Og det, der hører til! Du føler dig måske nogle gange gammel, men der er alligevel en god chance for, at du er ældre end FC Midtjylland.
Klubben er nemlig forholdsvis ung, nemlig fra 1999.
Alligevel har de allerede vundet fire mesterskaber og to pokaltitler.
You’ll walk alone
Det var flot, da FCM spillede sig i Champions League-gruppespillet i 2020. Og med udsigt til Liverpool, Ajax og Atalanta, var der virkelig udsigt til nogle lækre publikumsbrag.
Problemet var bare lige, at der var corona, så det var ikke pokkers mange, der fik lov at overvære kampen.
I Liverpool synger de You’ll Never Walk Alone, men det var lige før, FCM-spillerne altså måtte klare sagerne selv uden deres fans. Alligevel lykkedes det dem at hente to point – blandt andet mod Liverpool på hjemmebane.
Hold øje med deres

Han er en fuldstændig fantastisk fodboldspiller, der har fået en lige så fantastisk dårlig vane. Nemlig at spille godt imod os.
Han scorede i seneste indbyrdes opgør i Herning, og han scorede også ved deres seneste besøg på Sydbank Park. Og så lavede han to assists i kampen forinden.
Men han er dæleme også god. Lynhurtig, driblestærk, målfarlig og klog.
9 mål og 14 assists. I hvor mange sæsoner tænker du så nok. I denne alene….
Tre sjove hjemme mod FCM
Wauw en aften
Den 20. oktober 2024 var FCM – lidt som torsdag – monsterfavoritter, da de gæstede Sydbank Park, men der var et problem for dem. Vi var nemlig ligeglade.
Vi spillede en magisk fodboldkamp, hvor Lirim Qamili scorede to mål, mens Alexander Lyng også kom på tavlen.
Det ene mål var flottere end det andet den aften, og efter NI nervepirrende minutters forlængelse vandt vi med 3-2.
Hedegaaaaaaaaaaaard!
Hvis du nogensinde har set highlights fra den 20. marts 2016, kan du helt sikkert godt huske, da kommentatoren skreg det navn.
Vi var bagud 0-2 et godt stykke inde i kampen, men så svarede Nicolaj Madsen igen med to scoringer.
Og med 2-2 på tavlen leverede Mikkel Hedegaard et af de bedste langskudsmål, vi nogensinde har set på Sydbank Park, da han flugtede bolden op i krogen langt, langt udefra til en 3-2-sejr.
Den allerførste
Den 21. marts sikrede vi os den første sejr over FC Midtjylland på første klasse, da vi slog dem 2-1 i egen hule.
Kenneth Fabricius scorede to dejlige mål, som overtrumfede det ene, som gæsternes Sylvester Igboun fik lavet.
Mange gange havde vi været lige ved og næsten, men DER’ kom den.

Vidste du?
- FCM er gode. Det er der ingen tvivl om, men i vores seneste seks 3F Superliga-kampe i træk imod dem har vi scoret minimum to mål!
- Vi har været gode til at score i slutfasen i denne sæson, men det er FCM også. Det er det hold, der har scoret flest mål efter minut 80 i denne sæson.
- Lirim Qamili har scoret fire mål for os mod netop FC Midtjylland. Mange husker nok hans seneste i vores seneste hjemmekamp i minut 100. Her var Qamili kølig fra pletten og sikrede os en 2-1-sejr.

Sammen slår vi tilbage
Det var en torsdag aften, jeg sad og så lidt bold.
Og det kan du jo lige så godt gøre på Sydbank Park.
Vi glæder os til endnu et brag i mesterskabsspillet, og sammen skal vi slå tilbage, når ulvene kommer forbi. Det er torsdag aften klokken 20.00, og du kan sikre dig billet til opgøret lige her.
Og så lige det allersidste
Sønderjyske Fodbold – FC Midtjylland
Dato: 23. april 2026 klokken 20.00
Græstæppe: Sydbank Park
Dommer: Mads Kristoffer-Kristoffersen
TV-kanal: Sluk TV’et og kom på stadion i stedet
Og ellers: TV2 Sport X
Vejr: Tag på stadion-vejr. Foråret er over os.
Tre til playlisten:
“Cry Wolf” – Stevie Nicks
“Det var en torsdag aften” – Kim Larsen
“Spring Love” – Stevie B





