Vi runder et rigtig flot år af med et brag af en kamp, hvor vi møder FC København i Parken. Her venter stemning og masser af lyseblå medrejsende i hovedstaden!
Af Michael Ehrhorn-Fernow
I dansk fodbold er der ikke meget, der slår følelsen af at træde ind i Danmarks Nationalarena. Parken har en særlig energi, en særlig gnist og et helt unikt udtryk, og søndag er det vores kampplads.
Klokken 18.00 gæster vi FC København i vores sidste kamp i år i 3F Superliga-regi, og hvilket år det har været!
Vi satte et forrygende forår sammen efter tilbagekomsten til første klasse, og de gode takter er fortsat i efteråret. Vi er nummer fem i 3F Superliga-tabellen, og med en sejr i Parken, kan vi overhale FC København. Smag lige på den!
Vi drømmer ikke bare om det – vi tror også på det, og vi glæder os til, at der fløjtes op søndag aften.
Trupnyt
Det bliver spændende at se, hvilket FC København-mandskab, der byder os op i hovedstaden. De har en pokalkampagne mod EfB, der skal balancere sammen med 3F Superliga-fodbold og Champions League, og i midten af næste uge venter en meget vigtig kamp mod Villareal i sidstnævnte turnering. Den skal de gerne vinde, hvis de skal videre i Europas største klubturnering.
Efter et blandet efterår har løverne dog meldt ud, at de går benhårdt efter den hjemlige 3F Superliga, og vi kan derfor forvente et topmotiveret og stærkt FCK-hold mod os.
Sikkert er det dog, at de er uden deres helt store stjerne – norske Mohamed Elyounoussi. Han er nemlig ude med karantæne.
Desuden har der været sygdom i FC Københavns trup, og det har blandt andet holdt William Clem ude, mens flere andre også har været ramt og stadig kæmper.
På skadesfronten er mestrene uden knæskadede Rodrigo Huescas og Magnus Mattsson.
Hold øje med disse tre

Lukas Lerager spiller sin sidste kamp i 3F Superliga-regi for FC København mod os. Det må alt andet end lige gøre, at han er toptændt og sulten efter at runde godt af.
Lerager har været en kæmpe profil for FCK, efter at han vendte hjem til Danmark efter fodbold i Genoa, Bordeaux og Waregem. Han er en hamrende stabil midtbanespiller, der arbejder hårdt i holdets tjeneste, som er boldsikker og som har et rigtig godt overblik.
Han har ti danske A-landskampe på sit CV, og han er en kvalitetsspiller.

Andreas Cornelius kunne meget vel komme til at spille en af de forreste pladser mod os, og han er en mand, vi skal holde et særdeles vågent øje med.
Han er høj og fysisk enormt stærk, og han har en god næse for de farlige situationer. De bruger ham meget i opspillet, hvor de for alvor han bruge hans fysik, og de sigter gerne efter ham ved indlæg.
En mand, der har spillet 44 danske A-landskampe, og som er sulten efter virkelig at brage igennem efter mange skader i 3F Superliga-tiden.

Brasilianske Robert gjorde virkelig ondt på os i det omvendte opgør i denne sæson, og det gjorde han også senest, vi var i Parken.
Han er evigt udfordrende og lynhamrende hurtig. Han dribler og er god til at komme til baglinjen, og han er svær at læse.
Han har spillet med i 14 kampe i denne sæson, hvor det er blevet til to mål og en assist. Begge mål lavede han desværre i Haderslev.
Hjemme bedst vs. selvtillid
FC København kommer ind til kampen på bagkant af et svingende efterår.
I deres seneste kamp slog de Esbjerg fB med 4-2 på udebane i pokalen, og inden den tabte de 2-0 til AGF i Aarhus.
Ser man på deres hjemmebaneform, har de tre sejre i træk mod hhv. Brøndby IF og FC Fredericia, mens de slog Kairat Almaty med 3-2 i Champions League. De har været klart stærkest i egen hule i efteråret, hvor de ikke har tabt meget trods udfordringerne.
Vi kommer ind til Parken med masser af selvtillid efter SYV 3F Superliga-kampe i træk uden nederlag. Siden vores seneste nederlag til netop FCK i slutningen af september, har vi slået FC Fredericia, Vejle, AGF og FC Midtjylland. Det er blevet til uafgjort mod OB, Randers FC og senest Viborg FF.
Husker du?

Vores seneste besøg i Parken på Østerbro blev lidt af et vendepunkt for os!
Vi kom fra en svær periode med modgang, men vi leverede en stor mandfolkepræstation mod FCK, der ellers kom hurtigt foran.
Lukas Björklund, der havde købt masser af billetter af egen lomme og inviteret familie og venner i nationalarenaen, udlignede på flotteste vis efter godt opspil, og 1-1-resultatet krigede vi hjem.
Kampen blev også et stort comeback for Marc Dal Hende, der vendte tilbage til startopstillingen. Resten er historie – ja måske nærmere et eventyr!

Det var 33. og sidste spillerunde i 2012/13-sæsonen, og Parken var klædt på til fest, da FC København skulle fejre mesterskab.
Der var badedyr på banen, der var konfetti og så var der også et fuldt fortjent point i vores retning.
I anden halvleg fik Niels Lodberg nemlig udlignet efter, at Igor Vetokele havde scoret op til pausen. Vi fightede og spillede godt, og den sidste halve time kom vi i overtal efter dobbelt gult til Claudemir.

FC København kom til Haderslev med et fantastisk godt hold, der spillede med i Champions League og kort forinden havde spillet 1-1 mod selveste FC Barcelona.
De havde folk som Oscar Wendt, Jesper Grønkjær, William Kvist, Christian Bolanos, Cesar Santin og Dame N’ Doye med fra start, men det var os, der var bedst i den kamp.
Rasmus Hansen bragte os på 1-0 fra 11 meter kort før pausen, inden Mustafa Kucukovic med en kraftpræstation øgede til 2-0 kort inde i anden halvleg.
N’ Doye reducerede, men vi var i den syvende himmel, da Kenneth Fabricius på en friløber gjorde det til 3-1 med en halv time igen.
Desværre kom FCK tilbage, og efter en reducering fra Martin Vingaard blev det nervøst til sidst. I dyb overtid scorede N’Doye så desværre til 3-3. Et flot resultat, hvor vi dog havde fortjent så meget mere.
Tre skæve
Hvad kom først – Klubben eller fanklubben?
Dumt spørgsmål, tænker du nok, men fanklubben kom faktisk først.
Officielt blev F.C. København stiftet 1. juli 1992 som en overbygning på Kjøbenhavns Boldklub (KB) og Boldklubben 1903 (B1903).
Men fanklubben for FCK — FCKFC — blev dannet allerede 24. oktober 1991, altså før klubben officielt eksisterede.
Blev historiske
FC København satte en bemærkelsesværdig rekord i 3F Superliga-historien, da man fra 2000/01-sæsonen og frem vandt medaljer 17 sæsoner i træk.
De 17 medaljer fordeler sig med 11 guld, 5 sølv og 1 bronze.
Utrolig stime i Parken
Parken var et uhyggeligt sted at spille mellem den 21. september 2014 og 22. oktober 2017. I den periode tabte FCK nemlig ikke en eneste kamp på hjemmebane.
De var ubesejrede på eget græs i 56 kampe i træk – det svarede til 1.127 dage. I den periode vandt de 45 gange og spillede 11 gange uafgjort.
Den rekord står stadig – Tættest på står FCM med 29 kampe i træk uden at tabe mellem 2010 og 2011.
De nørdede
- F.C. København er gået fra banen uden at score i tre af deres seneste fem ligakampe, lige så mange som i deres foregående 61 kampe tilsammen.
- Vi har scoret mindst to mål i hver af vores seneste fire Superligakampe (9 mål i alt).
- På trods af kun at have spillet 403 ud af mulige 1530 minutter i denne Superligasæson, har Andreas Cornelius vundet flere hovedstødsdueller (48) end nogen anden F.C. København-spiller.
- Kristall Ingason har været direkte involveret i mål i hver af sine seneste fire ligakampe (2 mål, 2 assists).
Lad os sætte et flot punktum
Det er årets sidste kamp, og det har været et magisk 2025 for os. Lad os endelig fortsætte de takter og runde af med stil, når det gælder en af årets fedeste udekampe.
Der venter masser af lyseblå fans i Parken, og inden opgøret skal man af dem til fan-arrangement ved Skjolds lokaler lige ved siden af Parken. Det var en fest sidst, og vi glæder os til at se jer igen.
Du kan læse mere om den del lige her.
Er du udebanefan i Parken, kan du læse mere om forholdene her.
Glem ikke årets julegaveidé!
Du kan nemlig netop nu købe sæsonkort til forårets spændende kampe i 3F Superliga. Læs meget mere om det lige her.





