Alt før BIF: Hurtige kasser, lyseblå rekord og Laudrup på banen

Der er revanchetid på menuen, når vi søndag tager imod Brøndby IF i et intenst 3F Superliga-slag, og vi bager godt op til kampen.

Af Michael Ehrhorn-Fermow

Der er altid noget ganske magisk ved, når stadionlyset tændes. Når duften af knivskarpt friskklippet græs rammer næseborene, og når ringrideren har indtaget sin plads i din bakke.

Endnu mere særligt er det, når det er Brøndby IF, der kommer forbi.

Hjemmekampene mod de blå/gule fra Vestegnen er altid intense, underholdende og oftest også med masser af mål foran tændte kampklare tribuner.

Og så er der noget andet i luften søndag klokken 16.00. Revanche!

Trupnyt

Brøndby IF er ramt af to karantæner til søndagens kamp.

Benjamin Tahirovic og Bartosz Slisz har været så uartige, at de må overvære forestillingen fra skammekrogen.

Vi får til gengæld Mohamed Cherif tilbage fra netop den krog.

Gæsterne er også uden Frederik Alves, Filip Bundgaard og Rasmus Lauritsen, der er ude med skader.

Tre skæve om Brøndby IF

Sognerådet banede vejen
Brøndby IF kom til verden i 1964. Baggrunden var, at det lokale sogneråd havde et hedt ønske om, at områdets idrætsklubber skulle samles.

De skulle lige finde ud af, hvad de var bedst til på Vestegnen! Brøndby IF åbnede nemlig også med gymnastik, badminton og håndbold på programmet.

Laudrup som spillende træner
Eks-landsholdsspilleren Finn Laudrup blev spillende træner i 1973. Det gad han dog ikke mere året efter, hvor han nøjes med at spille.

Det gjorde han da også ret godt, og Brøndby indfriede et langsigtet mål om at komme i divisionsland.

Tæt på seriebold på Brøndby Stadion
Sæsonen 2012/2013 skulle vise sig at blive en af de mest dramatiske sæsoner nogensinde i Brøndby IF.

Klubben kæmpede med økonomien og var ved at gå konkurs. Det kunne have sendt dem i Danmarksserien, og faktisk var det så vidt, at fansene allerede var gået i gang med at organisere busture til eksotiske seriedestinationer.

På banen gik det ikke meget bedre. Her var de ved at rykke ned, men Brøndby blev reddet i sidste spillerunde med en smal sejr i Horsens.

Hold øje med deres

Jacob Ambæk havde en stor kamp med tre mål i vores seneste indbyrdes møde.

Den 18-årige angriber er snu og dygtig til at opfange de rigtige rum i de rigtige situationer, og med syv kasser i denne sæson har han været skarp.

Det er en spiller, der kommer ind til kampen med selvtillid, og ham skal vi holde et vågent øje med, da han er en vigtig faktor for deres offensiv.

Tre gode hjemmebaneminder

Vi har slået Brøndby IF syv gange på eget græs, mens det fem gange er blevet til pointdeling, og lad os nappe et par af de gode!

Det første finder vi den 24. august sidste år, hvor vi sendte dem hjem gule og blå med et nederlag på 2-0.

Daniel Gretarsson scorede et dejligt mål fra kanten af feltet, inden Lirim Qamili øgede med et brag af et mål i fjerneste krog.

8.735 tilskuere satte stadionrekord den dag, som blev til et magisk lyseblåt minde.


SEKS kasser på en halv time

Claus Bo Larsen passede fløjften, da vi den 29. april 2012 tog imod Brøndby. Og det var lige før, han gik skadet til pause med en øm arm, for han skulle pege rigtig meget ind mod midten.

De første 30 minutter bød nemlig på vanvittige seks mål.

Simon Makienok og Dennis Rommedahl havde sikret BIF en flot start, men Eyjolfur Hedinsson og Quincy Antipas svarede tilbage med to hurtige kasser fra tæt hold.

Rommedahl scorede et underligt mål, hvor bolden skruede ind på nærmeste stolpe og alligevel sneg sig i mål. Men kort før den halve time udlignede Lasse Vibe til 3-3. Det blev kampens resultat.

Mesterligt hattrick

Den 21. maj 2017 spillede vi som denne gang mesterskabsspil mod Brøndby, og det gik egentlig ret fornuftigt.

Vi havde været igennem en lidt svær periode, men den dag var der en tidligere Brøndby-spiller i lyseblåt, der var i hopla.

Christian Greko Jakobsen scorede tre mål i den sidste halve time, og så vandt vi med hele 3-0! Rasmus Vinderslev er eneste mand tilbage på holdkortet fra den eftermiddag.

Tre af de nørdede

  • Det er en god ide at komme på tavlen søndag. I kun to af de seneste ti indbyrdes kampe mod Brøndby IF har begge hold scoret.
  • Vi har vundet fire af vores seneste fem hjemmekampe mod Brøndby!
  • Med 12 clean sheets er Brøndby IF det hold, der har holdt buret rent flest gange i denne sæson

Og så lige det sidste

Vi glæder os helt vildt til søndagens duel på AL Sydbank Park, hvor vi skal revanchere vores seneste opgør mod Steve Coopers tropper.

Og vi bliver rigtig mange på lægterne.

Derfor opfordrer vi også til, at sæsonkortholdere, der ikke skal bruge deres pladser søndag, får dem frigivet.

https://soenderjyskefodbold.dk/faa-pladser-tilbage-guide-til-at-frigive-dit-saesonkort/Det kan du læse mere om her.

Du kan også stadig nå at sikre dig billet til Brøndby-kampen, det kan du gøre her.

Men skynd dig, der er få pladser tilbage.

Sønderjyske Fodbold – Brøndby IF

Dato: Søndag den 26. april klokken 16.00

Sted: AL Sydbank Park

TV: TV2 Sport X

Jimilian-koncert: Ja

Cykelringridning: Ja

Tre til playlisten:

“Listen to the Lion” – Van Morrison

“The Sound of the Crowd” – The Human League

“Home Again” – Carole King

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.