Der venter en svær udekamp, når vi søndag klokken 18.00 gæster 3F Superliga-etterne fra AGF. Vi har dog lovende og nylige erfaringer fra Ceres Park Vejlby, og sulten er stor for revanche.
Af Michael Ehrhorn-Fernow
Øv, øv og mere øv.
Det var den følelse, vi tog hjem med, da vi onsdag den 29. oktober havde mødt AGF i pokalen i Vejlby.
Vi havde nemlig langt hen ad vejen spillet en rigtig god kamp mod 3F Superligaens pt. bedste mandskab, men desværre fik vi ikke udbytte som fortjent.
Heldigvis er der mulighed for hurtig revanche, for søndag, bare 11 dage efter vores pokalbesøg i Aarhus, rammer vi smilets by igen.
Her er kursen sat mod tre point mod en modstander, der dog også kommer med masser af kvalitet. Jakob Poulsens AGF-mandskab er nemlig 3F Superliga-ettere i tabellen, og både offensivt og defensivt er de stærke.
AGF-trupnyt
AGF er til opgøret uden en korsbåndsskadet Jacob Andersen, mens Tobias Mølgaard også har været ude i noget tid med en drilsk skade
I de seneste fire kampe har aarhusianerne været uden forsvarsstyrmanden Frederik Tingager. Selvom de har klaret sig flot, mangler de ham i defensiven, og det bliver spændende at se, om han får en rolle søndag.
Masser af selvtillid
Det er ved at være lang tid siden, AGF sidst har tabt en fodboldkamp. Faktisk skal vi helt tilbage til juli måned, hvor Randers FC vandt med 2-1 i Vejlby.
I runden inden havde vi mødt dem på Sydbank Park i sæsonpremieren, hvor vi var det bedste hold, men hvor det blev 1-1.
I de seneste tre 3F Superliga-kampe har AGF to krydser mod hhv. FC Midtjylland senest og Brøndby IF – begge på udebane. Ind imellem dem slog de FC Nordsjælland med 1-0.
Vi kommer ind til kampen med dejlig selvtillid efter en flot og vigtig sejr over Vejle Boldklub søndag, mens vi også kan tage meget godt med fra pokalkampen forinden i Aarhus.
Vi har uafgjorte kampe mod Randers FC og OB i den nylige bagage, og så har vi naturligvis vores skønne 3-0-sejr over FC Fredericia på Sydbank Park.
Dermed er vi også uden 3F Superliga-nederlag siden slutningen af september!
Hold øje med disse tre

Tobias Bechs kasse mod FC Midtjylland på heden i seneste runde er blevet kåret som rundens bedste mål, og det sætter bare to streger under den supersæson, han har gang i.
Han har i 14 3F Superliga-kampe lavet otte mål og to assists. Det er imponerende tal, og han er også svær at holde styr på.
Han er hurtig, teknisk stærk og vil gerne udfordre. Han finder de rigtige rum, og han er svær at lukke ned.

Som forsvarsspiller kan man godt føle, at man har styr på Patrick Mortensen, men det har man aldrig helt alligevel.
Han er en snu målræv, og selvom han ikke vinder bip-test og 100 meter sprint længere, er han bare de rigtige steder, når det bliver farligt.
Han ændrede desværre også billedet i pokalkampen mod os senest, da han kom ind. Trak rødt og scorede deres sejrsmål.

I pokalen så vi desværre tydeligt, hvad der sker, hvis Kristian Arnstad får for meget plads. Han har et rigtig godt spark, og han har i denne sæson allerede lavet fem mål og en assist.
En af de varmeste 3F Superliga-midtbanespillere lige nu, der arbejder benhårdt, finder de rigtige rum og er god til at vende med bolden og drive spillet.
Han har været en stor gevinst i aarhusianernes maskinrum i denne sæson.
Tre fra historiebogen

I seneste 3F Superliga-runde mærkede vi den særlige eufori, der opstår, når man scorer i overtiden og afgør kampen.
Og det var faktisk også tilfældet i vores seneste sejr over AGF i landets bedste række.
Her måtte vi frem til FEM minutters overtid, før Nicolaj Thomsen headede et indlæg fra Stefan Gartenmann i kassen. Det skabte forløsning og vild jubel efter lidt af en kedelig stime med 16 kampe i træk uden sejr.

Nu er vi i så godt et overtids-humør, så lad os snuppe en mere af de rigtig sene.
Efterårskampen i 2009 var på vej mod at blive en af fodboldhistoriens største nullerter, men så skete der noget magisk.
I overtiden slap Morten Bertolt afsted i dybden, og AGF-keeper Steffen Rasmussen stormede ud. Det var dog for sent, og han blev passeret.
I stedet for at sparke fra spids, vippede Bertolt bolden ind foran, hvor Kenneth Fabricius headede den ind.
Undertegnede var på stadion den aften, og jeg kan godt skrive under på, at der blev jublet. Der var mange AGF-fans, og der blev sunget “god tur hjem” på hele stadion. Det var lækkert. Det var brutalt. Det var råt – men hvor var det godt.

Det her var en decideret vanvittig fodboldkamp i Aarhus.
Begge hold havde en farlig flirt i gang med nedrykningsstregen, og kampen skulle afgøre, hvem der ville være alvorligt i fedtefadet, og hvem der så godt som kunne ånde lettet op.
Over 16.000 mennesker var til stede på Ceres Park – det runde af dem – og de brød ud i jubel, da Peter Graulund bragte AGF foran.
AGF’s nuværende træner Jakob Poulsen kom dog på tavlen i den rigtige ende (eller forkerte alt efter temperament), og så stod der 1-1.
Helt til sidst satsede AGF hele sportsbutikken, og vores islandske midtbaneslider Olafur Skulason fik scoret.
Få dage senere slog vi Esbjerg, og vi endte med at overleve. Hvad der skete for AGF lader vi stå, det vil de nok helst glemme fortsat.
Indbyrdes regnskab

Tre af de skæve
Så gør dog plads for Hans Majestæt!
Hans Majestæt Kongen er simpelthen fan af AGF, og det har han været siden han var i 20’erne. Han flyttede til byen i 1989 for at læse Statskundskab, så mon ikke det er derfor.
En ung daværende Kronprins Frederik overværede flere kampe på stadion – blandt andet en kongekamp mod Brøndby IF.
Det startede dog med royalt kaos, da sikkerhedsvagter ifølge Stiften måtte løfte en bil for at finde plads til kronebilen!
CL-hjemmebane på fremmed græs
I 1955 deltog AGF som det første danske hold i den nystiftede Europa Cup for mesterhold, den nuværende Champions League. Der var 16 hold med, der skulle indvie turneringen.
Modstanderen var Stade de Reims i Københavns Idrætspark, hvor 8.500 tilskuere så Léon Glovacki score to gange for gæsterne, der vandt med 2-0.
Returen i Frankrig var AGF bedre med i, og her fik man faktisk 2-2 men røg altså ud samlet.
Haldur, Agner, Hugo og Orla
AGF har haft et hav af A-landsholdsspillere gennem tiden. Den første var Haldur Lasthein, der fik debut den 27. september 1925 – altså for mere end 100 år siden.
Siden fulgte Søren Vadstrup Jensen, Agner Pedersen, Carl Lundsteen, Kai Nielsen, Hugo Nielsen og Orla Laugesen.
Fra nyere dato kan man nævne landsholdsspillere som Martin Jørgensen, Jakob Poulsen, Torben Piechnik, Stig Tøfting, Marc Rieper og Per Frimann.
Tre af de nørdede
Ude godt
Vi er ubesejrede i vores seneste fire 3F Superliga-kampe på udebane. Sidst vi havde en længere stime var i 2019, da vi gik igennem syv udekampe i træk uden nederlag.
Supersæson
AGF-spilleren Tobias Bech har med sine otte mål og to assists i denne sæson allerede udlignet hans total for sidste sæson.
Det skulle han kun bruge 1.155 minutter på modsat 2.271 i sidste sæson.
Skyyyyyd
Ser man på spillere med mindst 700 kampminutter i denne sæson, er det kun Dario Osorio og Tobias Bech, der har sparket mere på kassen pr. 90. minut end vores Olti Hyseni.
Smil og sang i smilets by
Selvom vores seneste kamp mod AGF blev spillet en onsdag aften klokken 20.45 i pokalen, var der fornem lyseblå opbakning på udebaneafsnittet på Ceres Park Vejlby.
Det håber vi rigtig meget på at få igen, for vi får brug for alt, hvad den kan trække, så vi sammen kan fighte os til en sejr mod førerholdet i 3F Superliga-tabellen.
Du kan læse mere om forholdene for udebanefans i Aarhus lige her.
Husk desuden at du kan sikre dig billetter til vores kommende hjemmekampe mod FC Midtjylland og Viborg FF lige her.





