Alt før AGF: Lyseblå skræk, comebacks og Poul Krebs

Vi åbner mesterskabsspillet med et brag af et opgør, når 3F Superliga-etterne fra AGF gæster Haderslev. Vi varmer op med alt, du skal vide – og ekstra til.

Af Michael Ehrhorn-Fernow

Denne sæson har ikke været god. Den har heller ikke været forrygende.

Nej, den har været helt igennem sublimt fantastisk indtil videre, og vi er slet ikke færdige endnu.

Som 3F Superliga-treere går vi ind i et spændende mesterskabsspil, hvor vi har alt at jagte. En jagt der begynder på hjemmebane søndag klokken 16.00, når ligaens førerhold fra AGF kommer forbi.

Sønderjyske kvaler

Det kan godt være, at vi har haft en fantastisk sæson indtil videre, men det har AGF bestemt også. De har noget at smile af i smilets by, men smilene er stivnet lidt, når de har set lyseblå trøjer.

Sammen med FC Midtjylland er vi nemlig det eneste hold, som aarhusianerne ikke har formået at besejre i denne 3F Superliga-sæson. Så var der lige pokalen, men den har vi ikke lige linjeplads til her.

Vi spillede 1-1 i premieren på Sydbank Park, og så vandt vi en hæsblæsende og skøn forestilling i Vejlby med 3-2 efter et fornemt comeback.

AGF kommer ind til kampen med fuld plade til cheftræner Jakob Poulsen i forhold til at vælge. Og de roterer en del i en trup, hvor de i seneste kamp havde syv ændringer i forhold til premieren den sommerdag på Sydbank Park sidste år.

Tre skæve

Sådan nogen som dem
De fleste klubber har musiske stjerner, der holder med dem.

Vi har L:Ron Harald, Vejle har Malte Ebert, OB har Andreas Odbjerg og AGF, de har faktisk nogle stykker.

Thomas Helmig er nok den største, og han er glad for tiden. Mon ikke han håber, at “Gold Digger” ryger på setlisten til næste tour.

Helmig er også officiel AGF-ambassadør, og det er han ikke den eneste med tonerne i orden, der er. Klubbens ambassadører tæller også Poul Krebs og Morten Breum.

Christian fik en ide

AGF er en ældre herre, frøken eller hvad de identificerer sig som. Faktisk er det en af verdens ældste klubber og idrætsforeninger.

Christian Christensen regnes som AGF’s stifter, og det er et par somre siden. Klubben blev nemlig stiftet for 146 år siden!

Legendernes tid?
I 2011 valgte AGF at indstifte AGF Legenderne for at hylde de aktører, der har været med til at tegne klubben. 

Der er et par optagelseskrav. Man skal være i live, have spillet mindst 100 officielle førsteholdskampe eller have nappet en titel.

Mon de får nogle flere legender inden længe, hvis de ender helt til tops?

Pas på!

Der er ikke plads til Gift Links på Sydafrikas landshold, og det er egentlig vildt. For sikke en sæson, AGF-spilleren har gang i.

Han står noteret for tre mål og fire assists, og han er en evig trussel med sin fart og sit udfordrende spil.

Han er dygtig til at finde de rigtige rum dybt, og han har en virkelig god teknik.

Tre gode fra eget græs

Vi har mødt AGF 46 gange i landets bedste række, og 21 af kampene er blevet spillet på Sydbank Park. Vi napper lige et par af højdepunkterne.

Sikke en dejlig dag det er i dag!

Sådan nynnede mange sønderjyder nok på vej hjem fra den kamp, som var vores første hjemmekamp efter oprykningen i 2005.

Morten Duncan havde bragt AGF foran efter tungt overtag, men vi kom tilbage, og kasser fra Henrik Hansen og Rasmus Johansen sikrede os tre skønne point.

Det var også et skønt comeback, efter at Søren Berg havde bragt AGF foran rundet 11 minutter.

Kort før pausen udlignede Daniel Christensen til 1-1, og så kom vi ellers flyvende ud efter pausen.

Inden for de første ti minutter vendte Eyjolfur Hedinsson og Jarl André Storbæk tingene til en dejlig 3-1-sejr.

Her var det os, der kom tidligt foran, da Kees Luijckx sikrede os føringen efter bare ni minutter.

Efter pausen blev godt bedre, da Mikael Uhre øgede til 2-0 på et godt oplæg fra Christian Greko Jakobsen.

En herlig dag blev rundet af med 25 minutter igen, da Philip Zinckernagel lukkede diskoteket til 3-0.

AGF på taktikbrættet

AGF har haft 127 hjørnespark i denne sæson. Klart flest i ligaen.

AGF har scoret syv mål i denne sæson uden for feltet. Flest i ligaen.

AGF er også delt etter, når det kommer til mål med låget. Otte styks står de noteret for sammen med Vejle.

AGF vil gerne over kanterne. Deres 496 indlæg i denne sæson er flest i ligaen.

AGF har udover flest mål uden for feltet også haft flest afslutninger uden for feltet.

Alle mand på stadion

Du ved det udmærket godt.

Du har ikke lyst til at sidde derhjemme i sofaen og se kampen og tænke, at gid jeg havde været der. Fodbold skal opleves på stadion, og mod AGF skal vi alle på lægterne.

Vi er på fantastisk vis i mesterskabsspillet, og vi skal bruge al den opbakning, Sønderjylland kan mønstre. Vi er nemlig slet ikke færdige med at jagte, og sammen er vi stærkest!

Du kan sikre dig billet til kampen lige her.

Lige det sidste før du går

Sønderjyske Fodbold – AGF

Søndag den 15. marts klokken 16.00

Sydbank Park

Dommer: Sandi Putros

Vejr: Solen og skyerne i duel, men otte fine grader

TV-kanal: TV2 SportX, men du vil meget hellere på stadion!

Tre til playlisten:

  • All I Do Is Win – DJ Khaled
  • Our House – Madness
  • Topline – Nik og Jay
Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.