Alt før AGF: Aarhus-magi, Nonbo-møde og FC Barcelona på besøg

Søndag venter et brag af en fest, når vi gæster Smilets By, Aarhus, og AGF. En kamp mod en guldbejler i en intens kulisse, hvor der også bliver gang i den på det lyseblå udebaneafsnit.

Sikke en fest, vi skal ha’!

Når vi søndag møder AGF på udebane i Aarhus, bliver det en sand lyseblå folkefest.

I samarbejde med Aarhus Fremad er der nemlig sørget for fanzone i de helt perfekte rammer på Riisvangen Stadion med stemning, fællesskab og kolde fristelser til ganen.

De første billetter blev revet væk, og vi glæder os til en lyseblå fest i udebaneafsnittet, når vi skal op mod topholdet i 3F Superliga-land, AGF.

En kamp på Ceres Park Vejlby, der med garanti bliver både underholdende, intens og med masser af højdepunkter.

Trupnyt

AGF er ikke ramt af karantæner mod os, men de har et par skader at slås med.

Janni Serra har været ramt af problemer i denne uge, og han har været i fitnesslokalet sammen med langtidsskadede Rasmus Carstensen.

Steffen Tchamche er så småt på vej tilbage efter skadesproblemer, men han træner endnu ikke med i fuldt omfang for aarhusianerne.

AGF er også uden nordmanden Markus Solbakken, der har været ude hele foråret.

Vi har Daniel Gretarsson i karantæne til søndagens opgør.

Tre skæve om AGF

Klubben er ældre end klubben!
AGF blev stiftet allerede i 1880 – men fodbold kom først på programmet i 1902. Man startede med gymnastik de første 20 års tid.

Tidlig europæisk merit
AGF deltog i den første udgave af Europa Cup’en i 1955–56.

Barca fik kamp til stregen!
I 1989 nåede AGF helt frem til kvartfinalen i Cup Winners Cup. Her stod man overfor selveste FC Barcelona, men det blev faktisk ret tæt. De spanske giganter gik videre med en 1-0-sejr på mål af Gary Lineker og endte med at vinde turneringen.

Hold øje med deres

Svenske Felix Beijmo har gang i en suveræn sæson, hvor han står stærkt i både AGF’s offensiv og defensiv.

En virkelig klog spiller, der kan arbejde begge veje, og han står noteret for to mål og fem assists i denne sæson.

Han har spillet 2.519 minutter i denne sæson fordelt over 29 runder, og han er en af de spillere, der bogstaveligt talt kan blive guld værd for aarhusianerne.

Tre af de sjove i Aarhus

Vi har spillet 25 kampe på første klasse i Aarhus, og 14 gange har vi fået udbytte med.

Og lad os fremhæve et par af de helt gode minder.

Brudt stime!
AGF havde ikke tabt en hjemmekamp i omtrent 150 år, da vi gæstede dem senest den 9. november på Ceres Park Vejlby. Det gjorde de dog den aften.

Matthew Hoppe bragte os foran rundet 19 minutter, inden AGF kom tilbage og førte 2-1 ved pausen.

I anden halvleg scorede Kristall Ingason på en smuk flugter efter fornemt opspil, inden Olti Hyseni lagde bolden frem til Mohamed Cherif, der chippede 3-2-sejren i land.

Stod for presset!
9.382 tilskuere var på plads, da vi i 2014 spillede et brag af en kamp i Aarhus. Der var overlevelse på spil, og det blev en skøn aften.

Forsvarsspilleren Hallgrimur Jonasson åbnede ballet efter 45 minutters spil, inden Tommy Bechmann øgede med en halv time tilbage.

I overtiden var det så en skoldhed Rafael Okotie, der lukkede til slutcifrene 3-0.

Den allerførste og mod Nonbo!
Den 25. september 2000 spillede vi vores første kamp i den bedste række på udebane mod AGF.

Det blev 1-1 ved den lejlighed, hvor Mads Bro Hansen scorede vores mål.

2.969 tilskuere var på plads til den kamp, hvor vi havde Jesper Mortensen på kassen og spillere som Hans Jørgen Haysen, Per Hamborg og Torben Asmussen med fra start.

AGF havde en tidligere lyseblå kriger med fra start – nemlig Michael Nonbo.

Og så lige det sidste

Vi glæder os til at se en masse lyseblå fans i fanzonen på Riisvangen. Det kunne godt gå hen og blive en magisk dag.

Vi har før drillet AGF, og det håber vi stærkt på at kunne gentage på ny.

Du kan læse om forholdene som udebanefan i Aarhus lige her.

AGF – Sønderjyske Fodbold

Dato: 3. maj 2026 klokken 18.00

Græstæppe: Ceres Park Vejlby

Dommer: Jacob Karlsen

TV: TV3+

En lækker away?: Ja!

Tre til playlisten:

“Lav Sol Over Aarhus” – Gnags

“The Zone” – The Weeknd ft. Drake

“Groovy Day” – Thomas Helmig

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.