Fredag aften drager vi de knap 100 kilometer mod Fyn, når OB venter på udebane i Odense. En kamp og en modstander, vi gør dig meget klogere på lige her.
50 gange!
Det er lige præcis så mange gange, vi har stået overfor OB i landets bedste fodboldrække, og det gør fynboerne til det hold, vi har mødt flest gange på første klasse.
Fredag aften klokken 19.00 mødes vi igen efter lidt over tre års ventetid, hvor vi har været en tur ude af rækken, og hvor de har det samme.
Det er meget sjældent kedeligt, når vi møder OB. Faktisk er det ofte særdeles spændende og målrigt, for kun tre af de 50 kampe er endt 0-0.
Det går vi absolut heller ikke efter fredag, for sejlene er sat ind efter at erobre tre vigtige point på Nature Energy Park.
Trupnyt
OB har Jacob Bonde ude med en alvorlig knæskade, mens Yaya Bojang er ude af kampen med karantæne.
I deres seneste tre 3F Superliga-kampe og i deres pokalkamp mod Sundby har de desuden været tvunget til at se bort fra Max Ejdum. Han gik i stykker under et træningspas på kunstgræsset i Ådalen, men hans status er usikker op til fredagens kamp.
Ellers råder cheftræner Alexander Zorniger over en dygtig trup, der kan komme i spil.
Tre af deres profiler

Den 24-årige tyske angriber Noah Garnaus har været fremragende for OB gennem den seneste periode. Senest kom han også på tavlen, da de gæstede Brøndby IF på udebane.
Tæller man pokalen med, har han scoret i tre af de seneste fire kampe, og han er særligt en trussel i dybden med sin fart og udfordringer.
Kommer han igennem, er han decideret ubehagelig og svær at stoppe.

Det var ret vildt, at en dansk klub i sommer kunne få fingrene i Jann-Fiete Arp, som virkelig var spændende for Holstein Kiel, da han var der.
Her har vi at gøre med en mand, der har været inde omkring Bayern München, og så har han et hav af førsteholdskampe for HSV også.
Han vil forløse sig i 3F Superliga-sammenhæng, og det er han godt i gang med. I de fem første kampe lavede han fire mål, og han står noteret for seks kasser og to assists.

Rasmus Falk er OB’s helt store omdrejningspunkt på midtbanen. Han har en teknik og et overblik af en anden verden, og det har han vist gang på gang på den helt store scene.
Han er en pasningssikker spiller, der godt kan lide at styre sagerne inde på midten, og de var forståeligt nok stolte, da det lykkedes at lokke ham hjem – endda som oprykkerhold.
Rasmus Falk har spillet samtlige 810 minutter indtil videre i denne 3F Superliga-sæson, og mon ikke han også er tiltænkt en stor rolle mod os.
Vilde krydser
Vi har en ret vild statistik mod OB – især når man ser på de seneste ti kampe.
Af dem er, og hold nu fast, SYV kampe endt uafgjort. Det er ikke fordi, det er kedeligt, for det er det sjældent. De seneste tre kampe siger 1-1, 2-2 og 2-2, men syv ud af ti uafgjorte er alligevel en sjat.
Samlet er det også meget lige.
Vi har vundet 15, de har vundet 16, og 19 gange er det endt uafgjort – dog kun tre gange uden mål.
Fem af de skæve
En ældre sag
OB er en af Danmarks ældste fodboldklubber med rødder helt tilbage fra 1887.
Em-helten satte dem i gang
“En fodboldspiller dur ikke, hvis han ikke kan løbe Fyn rundt uden at trække vejret!”
Sådan sagde Richard Møller Nielsen engang, da han var træner for Striwerne. Manden, der førte dem til nogle af de største og mest mindeværdige triumfer i OB’s historie. Og ja, så vandt han også lige EM med Danmark i 92.
Sang og fodbold
Forsangeren for det fremadstormende fynske band Kalaset, Morten Holm Ørsager, er lige blevet OB-ambassadør. Han spillede på Grøn Koncert iført en OB-trøje, og rygtet vil vide, at han også spiller i deres fanzone fredag.
Dobbelt op på chef
OB’s første træner var Harry Conradsen i 1941 eller cirka deromkring.
En anden markant tid på trænerposten var i 2010, hvor de havde Uffe Pedersen i spidsen. Hans dispensation løb dog ud, og så måtte Henrik Clausen overtage roret resten af det år.
Tab og vind med Larsen
Vi ved godt, at vi ikke var helt nøjagtige med Kim Larsens “cirka deromkring”-sangcitat lige før. Det var naturligvis i 1949 eller noget i den stil, at Jutlandia buldrede afsted.
Men apropos Larsen. Hans hit “Her i Odense” bliver spillet hver gang, OB har hjemmekamp, og fansene elsker at skråle med. OB bliver godt nok kun nævnt en gang i sangen og kun helt kort, men hey, de nævnes af Kim Larsen, og det er stort.
“For sådan går det når man tar’ med DSB – tab og vind med, OB”.
Fem af de nørdede
Nu nævnte vi de uafgjorte kampe tidligere, og statistikken kan faktisk blive vildere endnu. 11 af de seneste 14 Superligakampe mellem OB og Sønderjyske Fodbold er endt uafgjort.
OB har scoret 17 mål og lukket 27 ind i denne sæson. Det er flest målinvolveringer siden Esbjerg fB i 2007-08.
Kun tre spillere har haft flere berøringer i modstanderens felt end OB’s Noah Ganaus i denne Superligasæson (49).
Kun Prince Amoako og Aral Simsir har forsøgt flere driblinger end Olti Hysenis 37 i denne Superligasæson.
OB har kun vundet tre af de syv kampe, de har scoret det første mål i. De har tabt de tre kampe, hvor modstanderen har scoret først.
Lyseblå fest i Odense
Fredag aften skal vi have ALLE mand til Odense, når det går løs i jagten på tre vigtige point.
Det er en festlig fredag aften, der er i vente, og mange kan glæde sig over at have weekend efterfølgende.
Vi håber, at rigtig mange har lyst til at bakke os op, og du kan læse mere om forholdene for udebanefans i Odense LIGE HER.
OG, så er kampen den sidste inden landskamppausen, så der går lidt tid, før vi ses igen. Det bliver først mandag den 20. oktober klokken 19.00, når vi tager imod FC Fredericia hjemme på Sydbank Park.





