Når vi søndag den 17. maj spiller den sidste kamp i mesterskabsspillet, hylder vi 10-året for de historiske Superliga-sølvmedaljer. 22 af sølvheltene fra dengang har tilmeldt sig jubilæumsfejringen.
Den 29. maj 2016 er sønderjysk nationaldag.
Det var på den dato, at Sønderjyske Fodbold spillede sig til de historiske og sensationelle sølvmedaljer i Superligaen.
Den bedrift vil vi gerne hylde, og det tætteste, vi kommer på årsdagen i denne sæson, er søndag den 17. maj, når vi spiller den sidste kamp i mesterskabsspillet hjemme på AL Sydbank Park mod FC Nordsjælland.
Vi har inviteret spillere og stab fra 2015/2016-sæsonen, og de møder talstærkt op med over 22 tilmeldte.
Blandt de mange tilmeldte er blandt andre store profiler som Johan Absalonsen, Pierre Kanstrup, Tommy Bechmann og Marc Pedersen, og det er yderst glædeligt, at også vores udenlandske Klub100-spillere som Marin Skender, Kees Luijckx og Adama Guira finder vej til Sønderjylland denne dag – sammen med mange andre!
I timerne op til kampstart hygger spillerne sig med gensyn, nostalgi og røverhistorier, og de bliver en del af vores store sponsorarrangement i Fuglsang Loungen.
Inden kampstart hylder vi dem inde på banen, og efter kampen skriver de autografer sammen med vores nuværende spillere nede ved stemningstribunen.
Det bliver en stor dag, hvor vi med sølvheltene på tribunen jagter bronze, europæisk fodbold og vores bedste placering i Superligaen i ti år.
Fortid og nutid smelter sammen på smukkeste vis på AL Sydbank Park, og vi håber, at sønderjyderne møder talstærkt op til denne store dag for både det tidligere og nuværende hold.





