Zoom: Stjernestøv, offensiv bold og mulig målfest

Søndag klokken 14 møder vi FC Nordsjælland hjemme på Sydbank Park, og det er gæster med masser af kvalitet, vi får til bords.

Af Michael Ehrhorn-Fernow

Hvor var det bare magisk, sidst vi spillede på Sydbank Park!

Med en scoring i seks minutters overtid sikrede Marc Dal Hende os en vital 2-1 -sejr over Vejle, og søndag går det igen løs i egen hule. Her kigger sidste sæsons nummer fire fra 3F Superligaen forbi, når FC Nordsjælland venter klokken 14.00.

Et stærkt mandskab, der stod for mange af Superligaens mest underholdende kampe i sidste sæson, og lad os se nærmere på det, der venter os.

FC Nordsjællands trup

På mål er Andreas Hansen det sikre valg, og han har spillet samtlige minutter i denne sæson. Han har også lige rundet en stærk milepæl med 100 Superliga-kampe for FCN. På bænken sidder 20-årige William Lykke, mens man også råder over amerikaneren Duran Ferree, som man lige har hentet ind for at styrke målmandskampen yderligere.

I forsvaret har FC Nordsjælland en solid stamme med rutinerede Jeppe Tverskov centralt, der har Lucas Hey og Daniel Svensson som solide legekammerater. Lucas Høgsberg og Peter Ankersen huserer på back-positionerne, og det er spillere, der er særdeles dygtige til at komme med offensivt også. Særligt Ankersen har været rigtig god efter skiftet fra FC København, og han ligner et scoop for Farum-mandskabet.

På midtbanen er det værd at fremhæve Mark Brink, der i sidste sæson var en af ligaens bedste spillere, da han optrådte for Silkeborg IF. Nu er han i Farum, og det ligner et godt match. På midten har de også Mario Dorgeles, der får masser af minutter, og som har masser af kvaliteter. Det samme har norske Sindre Egeli, der både kan spille på midten og helt fremme. I storsejren over Brøndby senest skiftede de Mads Hansen og Zidan Sertdemir ind undervejs, der også er to rigtig dygtige spillere – særligt individuelt. Justin Janssen er også en god mand at bringe fra bænken, hvilket de også gjorde i 4-1-sejren.

Helt fremme er Marcus Ingvartsen en mand, der har mere end styr på, hvor målet står. Det er lidt forskelligt, om han har Benjamin Nygren eller Sindre Egeli ved siden af, eller om han spiller alene deroppe. Ligesom os kan FCN nemlig godt lide at variere deres positioner undervejs i kampene. Levy Nene og Milan Iloski blev begge bragt ind i offensiven fra bænken mod Brøndby.

Indbyrdes opgør

Vi har mødt FC Nordsjælland 43 gange i Superligaen, og i 22 af kampene har vi fået point med. Vi har slået dem 13 gange, spillet ni uafgjort og tabt 21. Det er ofte meget målrigt, og kun to gange har vi spillet 0-0 med dem.

Hjemme på Sydbank Park har vi slået dem syv gange i 19 forsøg, mens det tre gange er blevet til remis. Vi har lavet 23 mål i vores 19 hjemmekampe mod FCN.

Seneste opgør i landets bedste række blev spillet den 11. maj 2022. Mads-Kristoffer Kristoffersen passede fløjten i en kamp, der endte 1-1, og hvor Peter Buch Christiansen bragte os foran efter 64 minutters spil, inden Magnus Kofod Andersen udlignede med seks minutter igen.

Seneste sejr over FC Nordsjælland ligger for små fire år siden. Den 6. december slog vi dem i et coronaramt Danmark 2-1 foran 300 tilskuere. Jeppe Simonsen og Haji Wright scorede vores mål – blandt andet med en assist fra Marc Dal Hende, mens Abu Francis nettede for FCN.

Holde øje med Nordsjællands…

…Mark Brink. Hvis han rammer dagen inde på midten, er han en svær størrelse at have med at gøre. Utroligt spilintelligent og dygtig i pasningsspillet. Har et godt drev med bolden og er god til at bringe sig i de rigtige positioner.

Fem skæve om FC Nordsjælland

1. FC Nordsjælland blev stiftet i 2003 og overtog dengang licensen fra Farum Boldklub.

2. Efter et overraskende dansk mesterskab sikrede FCN sig i 2012/13-sæsonen en direkte billet til Champions League-gruppespillet. Her mødte man Chelsea, Juventus og Shakhtar Donetsk. De fik nogle klø undervejs – blandt andet en snitter på Stamford Bridge, men de vil nok især være stolte over en uafgjort på hjemmebane mod de italienske giganter fra Juventus. Mikkel Beckmanns frisparksscoring på Gianluigi Buffon blev kåret som rundens bedste i Champions League.

3. Apropos europæisk klasse har man den tidligere Chelsea og Real Madrid-stjerne Michael Essien i staben. Han er især en rollemodel for talenterne. Den spanske verdensstjerne Juan Mata har også trænet med i denne sæson, da han har holdt formen ved lige og samtidig kunne være tæt på sin familie i Malmø.

4. FC Nordsjælland var i sidste sæson med i Conference League. Her leverede man fornem reklame for dansk fodbold og slog blandt andet tyrkiske Fenerbahce med tenniscifrene 6-1 på kunstgræsset i Farum. Noget, der skabte ramaskrig i Tyrkiet.

5. FC Nordsjælland indkasserede 405 millioner for otte spillere i transfervinduet. Det siger lidt om, at de har et koncept med at udvikle spillere og sælge dem dyrt, der virkelig virker.

Inde på banen søndag…

…har begge hold det med at komme på tavlen, når vi mødes hos os. Begge hold har nemlig scoret mindst et mål i seks af de seneste syv kampe på Sydbank Park. Vi har lavet otte mål, mens FCN har lavet 15.

…mødes to hold, der er rigtig dygtige til at vinde bolden på sidste tredjedel. Det er kun FC København og Brøndby, der har vundet bolden på sidste tredjedel mere end FC Nordsjælland, der har gjort det 48 gange. Vi er nummer fire i den statistik med 47.

…skal vi gerne holde stand i første halvleg. FC Nordsjælland har nemlig scoret hele 80 procent af deres mål i første halvleg i denne sæson. 16 ud af 20 kasser. FC Nordsjælland er det første hold, der har scoret 16 mål i første halvleg i de ti første Superliga-runder, når vi ser på de seneste ti sæsoner.

…fortsætter Maxime Soulas med at rydde al modstand af bordet i luften. Han har vundet hele 73 procent af hans luftdueller i denne sæson. Det er bedst af alle i Superligaen, der har haft mindst 25 dueller i højden.

…skal vi være opmærksomme på mere end Marcus Ingvartsen helt fremme. Sindre Egeli har scoret i sine seneste to udekampe i Superligaen, og han kan blive den næstyngste Superliga-spiller til at score i tre udekampe i træk. Den yngste var Wahid Faghir i 2020.

Lad os skabe magi sammen igen

Vi håber, at rigtig mange fans har lyst til at skabe endnu flere uforglemmelige øjeblikke med os på Sydbank Park. Sammen står vi stærkest for Sønderjylland, og du kan købe billet til søndagens kamp her:

https://shop.soenderjyskefodbold.dk/billetsalg

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.