Fredag aften er vi klar til på ny at forsvare vores stærke fort på Sydbank Park, når Viborg FF kommer på besøg. Et underholdende brag mellem to meget formstærke mandskaber.
Af Michael Ehrhorn-Fernow
Det er fortsat drøntæt og drønspændende i vores 3F Superliga.
I tabellen indtager vi en aktuel og flot femteplads efter en forrygende periode, hvor vi har vundet de seneste tre kampe over hhv. Vejle Boldklub, AGF og FC Midtjylland. Vi er ubesejrede i de seneste seks 3F Superliga-kampe, og på Sydbank Park er vi stærke.
Sidst vi tabte på eget græs var i slutningen af september, og nu går vi benhårdt efter at runde fantastisk af i årets sidste hjemmekamp.
Den står mod Viborg FF, der ligesom os er formstærke og kravlet ind i top seks. Mandskabet fra domkirkebyen vandt senest med hele 5-2 over Vejle, hvor de så meget stærke ud.
Nu venter en direkte duel om at snuppe femtepladsen inden årets sidste runde, for afstanden er tre point og målforskellen tæt på identisk!
Viborg-trupnyt
En af Viborgs allerstørste oplevelser mod Vejle var Charly Nouck, der nåede at lave to flotte mål, mens han også kom på tavlen i runden før ude mod FC Fredericia.
I forbindelse med sit andet mål blev offensivspilleren dog skadet. Han tog sig til baglåret, og han måtte lade sig udskifte i smerter. Han er derfor tvivlsom til kampen mod os.
Viborg har i den seneste kamp været uden en anden offensiv profil i skikkelsen af Yonis Njoh, der røg en tur på skadeslisten. Zan Zanatel er ude med en knæskade, mens en korsbåndsskade holder Oliver Bundgaard ude.
Hold øje med disse tre

Thomas Jørgensen har været den helt store oplevelse for Viborg FF i denne sæson, og i seneste runde mod Vejle ejede han fuldstændig midtbanen, hvor han også fik lagt op til en scoring.
Den danske U21-landsholdsspiller har været med i samtlige 16 3F Superliga-kampe i denne sæson, og han står noteret for to mål og fem assists.
En motor på deres midtbane og et kreativt omdrejningspunkt.

Jean Manuel Mbom holder til ude i deres højre forsvarsside, men han er en mand, der også godt kan lide at komme med frem.
Det har man kunne se i deres seneste tre kampe, hvor han har assisteret to gange. En dygtig og stærk forsvarsspiller med masser af fart og gåpåmod.

Jeppe Grønning har med en enkelt afstikker til Hobro været i Viborg FF siden 2012/13-sæsonen, og sikke en profil han har udviklet sig til.
Han binder rigtig meget af deres spil sammen inde på midten, og han er manden med det store overblik. Han har nemlig et virkelig godt blik for spillet, og han tager de rigtige beslutninger gang på gang.
Det er ikke ham, der laver flest mål og assists for Viborg, men uden ham var de et meget andet hold.
Indbyrdes
Vi har slået Viborg FF fire gange i 3F Superliga-regi, og alle gange har det været på hjemmebane på Sydbank Park. Her har vi mødt dem 11 gange, og vi har taget point syv af gangene.

Tre fra historiebogen

Målscorer:
1-0 Pierre Kanstrup 52′
I de seneste fire hjemmekampe mod Viborg er TRE af dem endt med 2-2 på tavlen. Det er medvirkende til, at vi skal tilbage til 14. oktober 2016 for at finde vores seneste sejr.
Efter en målløs første halvleg tog vi teten kort inde i anden halvleg, da vi tilkæmpede os et straffespark, som Pierre Kanstrup omsatte. 1-0-cifrene fik lov at stå.

Målscorere:
1-0 Marc Dal Hende 25′
2-0 Jeppe Simonsen 90′
Efteråret 2016 var faktisk et ganske godt et, når man ser på møderne med Viborg, for bare en halv måneds tid efter den føromtalte 1-0-sejr slog vi dem igen.
Denne gang var det også de defensive spillere, der kom i fokus, da Marc Dal Hende og Jeppe Simonsen fik Sydbank Park til at koge.

Målscorer:
1-0 Daniel Jensen 45′
Det blev en utroligt vigtig sejr i vores vilde overlevelseskamp i 2014, hvor vi kom tilbage totalt fra baghjul.
Mod Viborg kogte det virkelig på Sydbank Park, hvor 8.357 tilskuere var med til at sætte, hvad der dengang var stadionrekord. Kampen blev afgjort af vores midtbanestjerne Daniel Jensen kort før pausen.

Tre skæve om Viborg FF
Hårdtslående start
Fodbold var ikke på programmet i Viborg FF’s første år. Det var derimod gymnastik, cricket, hockey, boksning, atletik, skiløb, vægtløftning og brydning.
Mr. Viborg
I 1950’erne kæmpede Viborg FF en vild kamp for at komme op i divisionerne, og da det endelig lykkedes, var det særligt takket være Erik Bundgaard.
Hans 421 kampe for klubben stod som klubrekord indtil foråret 2008, hvor Jakob Glerup overgik ham. Mr. Viborg nåede flotte 471 kampe, og den rekord står endnu.
Flot titel og stor overraskelse
I 1999/2000-sæsonen måtte VFF se bronzemedaljerne glippe helt til sidst, og det var ærgerligt. Man fik dog et flot plaster at sætte på såret, da man vandt pokalturneringen i foråret 2000.
Det sendte Viborg i Europa for første gang, hvor man overraskede stort ved at slå de mangedobbelte russiske mestre fra CSKA Moskva ud. I anden kvalrunde blev Rayo Vallecano fra Spanien dog endestationen.
Tre af de nørdede
- Det kan godt være, at vores seneste hjemmesejr over Viborg ligger ni år tilbage. Til gengæld har vi kun tabt en af de seneste otte indbyrdes kampe mod dem på eget græs. Tre af de seneste fire kampe er endt 2-2.
- Vinder vi fredag, og det gør vi da, vil det være vores fjerde 3F Superliga-sejr i træk. Sidst det skete i den bedste række for vores vedkommende var i 2016.
- Kristall Ingason har scoret i vores seneste to 3F Superliga-kampe i træk. Scorer han også mod Viborg, bliver han vores første spiller til at score i tre kampe i træk i den bedste række, siden Mads Hvilsom gjorde det i 2018.
Lad os runde flot af
2025 har været et ganske magisk år at være lyseblå fan i, hvor vi har leveret store højdepunkter i landets bedste række.
Nu venter den sidste hjemmekamp for dette kalenderår, og den vil vi gøre alt for at vinde. Og for at runde godt af, skal vi bruge alle mand på lægterne.
Mod Vejle og FC Midtjylland mærkede vi for alvor, hvordan det kan koge på vores stadion, og lad os sammen lade Viborg mærke det samme fredag.
Du kan sikre dig billet til kampen lige her.
Og vi siger det lige igen. Det er sidste chance for at se 3F Superliga-bold i Haderslev inden vinterpausen og inden, det hele starter op igen i februar. Så skynd dig ind og sikre billet.
Vi står sammen om Sønderjyske Fodbold!






