Der kommer både godt humør, lækker mad og et stort lyseblåt hjerte med, når Ulle’s Deli bliver samarbejdspartner og en del af Erhvervsklubben hos Sønderjyske Fodbold.
Bag Ulle’s Deli står Ulrik Samsøe, som først og fremmest er kendt for sine sandwichs og delikatesser i sin butik i Rådhusgade i Aabenraa, men som også er blevet noget af et fænomen på sociale medier med sine sjove historier, kærlighed til Sønderjylland og ikke mindst dyrkelsen af ”æ sproch”.
Det er både med hjerte og hjerne, at han indgår en samarbejdsaftale med Sønderjyske Fodbold, for det giver ham mulighed for både at støtte sin yndlingsklub og udbrede kendskabet til virksomheden.
– Jeg har valgt at gå med hos Sønderjyske Fodbold, da jeg altid har haft en forkærlighed for drengene i lyseblåt, som først og fremmest præsenterer vores skønne landsdel. Jeg har mange gode minder fra stadion, og jeg ser frem til mange flere, siger Ulrik Samsøe.
Han har med sit vanlige glimt i øjet også et helt særligt forhold til Sønderjyske Fodbold.
– Jeg har en top tre over bedste øjeblikke i mit liv: Da Sønderjyske vandt sølv i 2016 på Vestegnen, da jeg sagde ja til min kone i Hjordkær Kirke, og da jeg blev far til mine drenge. Og det er i den rækkefølge, de skal rangeres.
Derfor var beslutningen heller ikke svær, da muligheden for at blive en del af erhvervsnetværket omkring Sønderjyske Fodbold opstod.
– Det var jo lidt en no-brainer, da jeg blev spurgt, om jeg ville være en del af erhvervsnetværket omkring Sønderjyske Fodbold. Jeg ser frem til et godt samarbejde, hvor jeg forhåbentlig også kan bidrage med lidt lækker mad til arrangementer på stadion og hælde 100 fadøl i nakken, mens jeg hepper på æ knejte i lyseblåt!
Hos Sønderjyske Fodbold glæder salgsansvarlig Jesper Danielsen sig over, at Ulle’s Deli nu bliver en del af det lyseblå erhvervsnetværk.
– Ulle er jo næsten en institution i sig selv i Sønderjylland, og derfor er det glædeligt, at han nu er med som sponsor i Sønderjyske Fodbold. Ulle har et kæmpe hjerte for Sønderjyske Fodbold, og det mærker man tydeligt.
– Vi ved, at vi har et rigtig stærkt netværk, men det her samarbejde er først og fremmest indgået med hans lyseblå hjerte. Og mon ikke, han også får nogle madordrer den anden vej, siger Jesper Danielsen.
Samarbejdet bliver samtidig en oplagt mulighed for at kombinere fodbold, netværk og god mad.
– Vi glæder os også til, at vores sponsorer får mulighed for at smage noget af den altid gode mad fra Ulle’s Deli, siger Jesper Danielsen.





