Uafgjort i begivenhedsrig Future Cup-kamp i Viborg

Olti Hyseni scorede et fremragende solomål, mens der var comeback til Gustav Wagner og Mohamed Cherif i dagens Future Cup-kamp i Viborg, der endte 1-1.

Mandag var der Future Cup-kamp på programmet, da Viborg FF tog imod.

Det blev en begivenhedsrig affære, som i sidste ende endte 1-1.

Det var hjemmeholdet, der startede kampen bedst og pressede på mod vores mål, mens vi havde svært ved at lykkes med vores pres.

Efter 15-20 minutter blev spillerne bedre at navigere i presset, og kampbilledet blev herefter vendt på hovedet. Vi blev mere dominerende og skabte flere og større chancer – den største chance tilfaldt Ivan Djantou, der desværre ikke lykkedes med at score på sin store chance tæt under mål.

Vi fik dog et mål i den gode periode. Et rigtigt godt et af slagsen endda. Efter en halv time tog Olti Hyseni sagen i egne fødder, rundede tre mand ved baglinjen og sparkede derefter bolden i kassen. Et meget, meget fint mål, som vi arbejder på at få på vores sociale medier senere.

Assistenttræner Lasse Frølund, der stod for holdet, beretter om en imponerende energi, hurtigt spil og et flot pres i halvlegens sidste 20-25 minutter.

De gode takter fortsatte efter pausen, hvor vi var meget på bolden, men der blev længere mellem chancerne.

Som halvlegen skred frem, trykkede hjemmeholdet mere på, og de fik gevinst ti minutter før tid, da de scorede på efterveerne fra et hjørnespark. Der blev clearet i første omgang, men tårnhøje Anosike Ementa fik sendt det efterfølgende indlæg ind bag Nicolai Flø.

I en hektisk slutfase blev Mohamed Cherif udvist efter sit andet gule kort, så vi måtte spille i undertal i kampens sidste minutter, og dermed blev Cherifs comeback lidt kortere end beregnet, da han blev indskiftet i pausen. Kampen bød også på comeback til Gustav Wagner, som har bøvlet med en skade siden i sommer. Dejligt at se de to tilbage i aktion.

Kampen endte 1-1, men det kunne være gået begge veje til sidst. Det kunne godt være fløjtet straffespark til Hamza Akman i anden halvleg, og i slutminutterne reddede Villads Klindt en bold på stregen efter en stærk sprint.

Grundlæggende blev det en god, lærerig og begivenhedsrig Future Cup-kamp, hvor vi – lidt skuffende efter kampens udvikling – ikke tog alle tre point med hjem til Sønderjylland, men hvor der var flere gode præstationer fra både førsteholds- og akademispillere.

Viborg FF-Sønderjyske Fodbold 1-1 (0-1)
0-1 Olti Hyseni (29.), 1-1 Anosike Ementa (81.)

Vores hold: Nicolai Flø – Jeppe Simonsen, Gustav Drest Wagner (30. Villads Klindt), Marc Dal Hende, Anders Bergholt – Tobias Sommer (50. Simon Maass), Hamza Akman (55. Albert Rrahmani), Lukas Björklund (46. Mohamed Cherif) – Alexander Lyng, Ivan Djantou (70. Sebastian Larsen), Olti Hyseni (46. Alberto Vogtmann)

Del denne nyhed:

Seneste nyheder