U19 i forårspremiere: Vi har ladet godt op

Vores U19-drenge er klar til at give den gas igen i ligaen, der åbner lørdag i Aalborg. Cheftræner Niklas Vincentz glæder sig til at sende sit mandskab i aktion på ny.

Foråret er lige rundt om hjørnet, men i fodboldens verden er det allerede i fuld gang. Superligaen kører derudaf, og lørdag venter også den første tællende ligakamp for vores U19-talenter, inden U17 og U15 kan glæde sig til at åbne foråret i næste weekend.

For U19 gælder det AaB på udebane i den første kamp lørdag klokken 13.00, og cheftræner Niklas Vincentz glæder sig til at kunne sende drengene på banen igen. Han kan se tilbage på et efterår med spillemæssig fornuftige takter, men hvor koncentrationen for ofte glippede, og hvor skæbnen blev hård resultatmæssigt med et par sene nederlag. Derfor kom pausen også belejligt:

“Det var rart at kunne koble af og samle ny energi. Omvendt har vi også fået ladet godt op, samtidig med vi har dygtiggjort os. Så når du spørger, hvor meget vi glæder os, så glæder vi os rigtig meget til at komme i gang igen. Vi glæder os til at se, hvor meget vi har rykket os kontra vores modstandere. Vi glæder os til at dele alle de følelser, der er involveret i en turneringsperiode – både de op- og nedture, der formentligt vil komme. Og så glæder vi os allermest til igen weekend efter weekend at få en god platform til at evaluere vores fremgang, for det er jeg ikke et sekund i tvivl om vi vil se,” siger Niklas Vincentz.

Sammen om holdet
I vinterpausen har han, det øvrige trænerteam og spillerne bestemt ikke ligget på den lade side. Der er blevet arbejdet bredt med de parametre, holdet haltede på i efteråret, og som kostede mange point:

“Kommunikation og det at være sammen om holdet har fyldt en del. Fysiologisk har vi bygget godt på og også mere, end jeg tænker, vores modstandere har. Vi har i det fysiologiske departement med Jacob Lassesen og Helmand Hamid et yderst kompetent par som forstår at trykke på de rigtige knapper på de rigtige tidspunkter. Taktisk har vi arbejdet videre fra vores spillestil som altid, og jeg tror på, at vi vil se endnu mere afklarede ud. Vi har i højere grad kunne sætte vores spillestil i spil i vores kampe i pre-season end hidtil.”

Handler om at blive ved
Nu går det så løs i jagten på point, og det er AaB, der venter i den første duel. Nordjyderne har haft en flot sæson og er at finde på en aktuel fjerdeplads i rækken. Af samme grund bliver det ikke nogen let opgave fra start, men spillerne skal nok være der fra start, for det handler om mere end AaB:

“Vi skal vise, at vores præstationskultur er mere kontinuerlig og stærkere, og vi skal præstere i samtlige minutter på vores basisparametre. Isoleret set er jeg ligeglad med AaB-kampen, for det handler om, at vi forstår det med at præstere så tæt på vores 100 procent kamp efter kamp. Spiller vi en god kamp mod AaB, så er vi glade for det, men det er fuldstændig ligegyldigt, hvis vi ikke præstere kampen efter og efter igen.

Vores topniveau har i momenter været fantastisk, men omvendt har vores bundniveau også været yderst kritisabelt. Så nøjagtig som vi forventer i alle vores kampe, så forventer jeg en toppræstation på basis værdier. At vi står samlet om holdet – krydret med et mere stabilt godt niveau og en tydeligere spillestil at læne sig op ad,” slutter Niklas Vincentz.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.