Tipsdyst-gevinsten i erhvervsklubben bliver doneret til Kræftens Bekæmpelse!
Til alle hjemmekampe kan vores sponsorer og samarbejdspartnere tippe på kampens resultat og tilskuertal, og gevinsten plejer at blive delt mellem en heldig vinder og talentarbejdet.
I søndags var det dog besluttet, at vi i anledning af vores kræft-kampagne ville donere hele beløbet til Kræftens Bekæmpelse, og vinderen ville i stedet få en bold fra kampen.
Den heldige – og dygtige – tipper var denne gang Lars Engel fra F. Engel, og han har valgt at FORDOBLE beløbet, således at vi kan donere yderligere 16.000 kroner til vores indsamling.
– Det er første gang, jeg vinder tipsdysten, og jeg tror, det er skæbnen, at det lige var denne gang, jeg vandt. Jeg fik selv konstateret kræft for en måneds tid siden, men jeg er heldigvis allerede blevet kræftfri igen. Jeg har på egen krop oplevet, at sundhedssystemet fungerer, og det er jeg meget taknemlig for.
– Når du får en kræftdom, ramler din verden, og alt bliver sort, men det er vigtigt at huske på, at der også er lys og håb. Det skyldes blandt andet, at kræftpakken er effektiv, og at Kræftens Bekæmpelse hele tiden tager nye skridt i deres forskning, og det skal vi alle være med til at bakke op om.
– Derfor giver det også rigtig god mening for mig at sende tipsdyst-gevinsten videre til Kræftens Bekæmpelse. Samtidig vil vi gerne fordoble beløbet, så vi sammen kan sende et endnu større beløb afsted til det gode formål, siger Lars Engel.
På Sønderjyske Fodbolds vegne takker vi for den flotte donation til vores indsamling.





