Thomas Nørgaard bliver cheftræner i Sønderjyske Fodbold

Thomas Nørgaard bliver cheftræner i Sønderjyske Fodbold, hvor han har underskrevet en aftale, der løber frem til sommeren 2025.

Sønderjyske Fodbold har nu sikret sig den cheftræner, der fremover skal stå i spidsen for holdet.  

40-årige Thomas Nørgaard har underskrevet en kontrakt med Sønderjyske Fodbold, der løber frem til sommeren 2025.

Thomas Nørgaard har senest været assistenttræner i den tjekkiske storklub Sparta Prag, og han har god erfaring fra den hjemlige fodboldscene, hvor han blandt andet har været cheftræner i AB, B.93 og Lyngby Boldklub i 3F Superligaen.

Nu venter den næste trænerudfordring i Sønderjylland, hvor sportsdirektør Esben Hansen glæder sig over, at Sønderjyske Fodbold har sikret sig en aftale med Thomas Nørgaard.

– Vi er meget glade for, at Thomas Nørgaard er vores nye cheftræner. Det er en træner, som vi havde et indgående kendskab til i forvejen, men han har også gjort et stærkt indtryk under de samtaler, vi har haft med ham. Vi er glade for, at vi efter en meget grundig ansættelsesproces har fået den kandidat, vi gerne vil have. Han har været vores førsteprioritet, og hele ledelsen er enige om, at han er den rigtige cheftræner for Sønderjyske Fodbold.

– Thomas Nørgaard er en moderne træner, som har en klar stil, men han er også pragmatiker og dygtig til at lede en gruppe og kommunikere med en gruppe. Han er en tydelig leder og dygtig kommunikator, som vil passe godt ind i Sønderjyske Fodbold i forhold til vores strategi og ambitioner, som fortsat er en oprykning til 3F Superligaen, siger Esben Hansen.

Thomas Nørgaard glæder sig over cheftrænerjobbet i Sønderjyske Fodbold og ser nu frem til en spændende udfordring i Sønderjylland.

– Jeg er meget glad for aftalen med Sønderjyske Fodbold, og jeg ser allerede frem til at komme i gang efter nytår. Jeg har fået et utroligt godt indtryk af klubben i de samtaler, vi har haft, og det hele har forløbet meget professionelt. Det er en klub, som er i gang med et spændende projekt, og jeg glæder mig til at blive en del af det.

– Først og fremmest er det et projekt, hvor der er en klar strategi omkring, hvor man vil hen, og hvilken vej man vil gå. Det er en klub, hvor man i den seneste periode har fået for lidt ud af det potentiale, der er tilstede. Der er en naturlig forventning om, at Sønderjyske Fodbold skal rykke op i 3F Superligaen, og den ambition og det projekt er både attraktivt og realistisk.

– Der er mange gode mennesker i klubben, og jeg har fået et rigtig godt indtryk af Esben Hansen og ejerkredsen. Jeg kender også Sønderjyske Fodbold som modstandertræner, og jeg kan godt lide de dyder og værdier, der er i klubben og landsdelen. Man er lokalt forankret, og sønderjyderne er stolte af klubben og er gode til at bakke op. Nu bliver opgaven at forløse det store potentiale, der er i klubben, og det ser jeg virkelig frem til at prøve kræfter med, siger Thomas Nørgaard.

Den nye cheftræner er ansat i Sønderjyske Fodbold fra 1. januar 2023, og han mødes med spillerne få dage senere til årets første træning.

Foto: Sparta Prag (vi får ham i Sønderjyske-tøjet hurtigst muligt)

Del denne nyhed:

Seneste nyheder