Talentnyt: Tre på stribe for U17

Vores U17-drenge hentede tredje ligasejr på stribe, da det blev til en 3-1-sejr hjemme over AC Horsens. U15 var også i aktion på hjemmebane.

Af Michael Ehrhorn-Fernow

Mens sæsonen er færdig for vores U19-drenge, mangler der stadig en smule fodbold i U17 og U15 Ligaen. Her var der besøg fra Horsens, da vi i denne uge tog imod.

Alle gode gange tre

3-1 over Esbjerg, og 3-1 senest mod AaB. Der var mål i luften, da U17 jagtede tredje sejr på stribe, og de kom i hus mod AC Horsens. Og cifrene – ja du gættede rigtigt. De blev 3-1 på ny.

Vi kom ud som lyn og torden, og allerede efter tre minutters spil bragte Oliver Schumacher Laursen os foran. Vi havde store chancer til 2-0, inden Horsens kom bedre med.

Rundet den halve time blev Oliver Schumacher Laursen dog dobbelt målscorer, og det lignede 2-0 ved pausen. AC Horsens fik dog reduceret et minut før den.

I anden halvleg var AC Horsens mest på bolden, men med en halv time igen øgede Kalle Hansen til 3-1 efter en flot omstilling.

Det bragte ro på opgøret, og trods en dramatisk slutfase med rødt kort på begge sider tog vi tre skønne point og endnu en 3-1-sejr.

Et rigtig godt afsæt til næste kamp, der venter lørdag den 6. juni 12.30 hjemme mod FC Nordsjælland. Kampen spilles på kunstgræsbanerne på Stadionvej i Haderslev.

God start ikke nok

I U15 Ligaen var AC Horsens også på besøg i sæsonens næstsidste kamp, og her blev det desværre ikke til udbytte, da gæsterne vandt med 5-2.

Vi fik ellers en fremragende start på kampen, og efter en dødbold og en Horsens-fejl kunne vi gå til pause foran med 2-0. Vores mål blev scoret af Jeppe Løwe Nielsen og Magnus Pedersen.

I anden halvleg kom AC Horsens hurtigt tilbage med en reducering, og gæsterne kom også på omgangshøjde. Slutfasen bød desværre på flere mål imod, og så endte det i nederlag.

Sæsonen rundes af mod Farum onsdag den 17. juni klokken 13.30. Kampen spilles på hjemmebane på kunstgræsbanerne på Stadionvej i Haderslev.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.