Talentnyt: To hattricks og point mod topholdet

Der var masser af mål og en masse at glæde sig over, da vores talenter i weekenden havde besøg fra Nordsjælland. Blandt andet kunne to af vores spillere notere hattrick.

Af Michael Ehrhorn-Fernow

Det kører for vores talenter i de her uger, og de gode takter fortsatte i weekenden, hvor vi havde besøg af FC Nordsjælland. U15 og U17 sikrede, at vi fortsat er ubesejrede på vores nye kunstgræsbane på Stadionvej, og så var der en flot præstation hos U19, hvor vi ikke fik point, men hvor vi fik mål og en stærk tremålsskytte.

Flot hattrick ikke nok
I U19 Ligaen havde vores mandskab besøg af FC Nordsjælland på Atletikstadion i Haderslev. Her blev der i store perioder leveret en rigtig fin indsats, men desværre endte kampen i et ærgerligt nederlag på 4-3. Vi kunne dog glæde os over et rigtig stærkt hattrick undervejs.

Albert Rrahmani bragte os i front efter bare ni minutters spil, og selvom FCN fik udlignet kort efter, gjorde Albert Rrahmani det også til 2-1 efter 22 minutter, og det blev cifrene ved pausen. I anden halvleg åbnede vi stærkt, og vi havde gode muligheder for at øge til 3-1.

Skarpheden manglede dog desværre, og pludselig havde de sjællandske gæster nogle vilde minutter, hvor de lavede tre mål på otte minutter. En ærgerlig udvikling efter 65 minutter, hvor vi havde set rigtig gode ud.

Mod slutningen af kampen kom drengene tilbage, og Albert Rrahmani cementerede sit hattrick. Vi lykkedes dog ikke med at tage point med fra opgøret, og stimen på tre sejre i træk blev brudt. Næste opgave for U19 venter lørdag den 26. april, når holdet klokken 12.00 gæster FC København på Peter Bangs Vej.

Point og clean sheet mod tophold
Vores U17-hold havde også liga-besøg fra FC Nordsjælland, der er at finde helt i toppen af tabellen. Kampen igennem blev der fightet flot, og så tog vi to point med efter sejr i straffesparkskonkurrence på 6-5 efter 0-0 i ordinær tid.

Selve kampen blev en chancefattig affære, hvor begge hold stod solidt, og hvor det var svært for alvor at skabe chancer. Vi spillede dog godt, og vi havde gode optræk undervejs, uden at det blev helt farligt. Dermed var det også 0-0, da dommeren fløjtede af, og et stærkt clean sheet var en realitet!

I straffesparkskonkurrencen efter kampen var der et ekstra point på højkant, og det tog vi, da vi var skarpest fra de 11 meter og vandt med 6-5. Næste opgave er en udekamp mod FC København på Peter Bangs Vej i hovedstaden. Den kamp fløjtes i gang den 26. april klokken 14.15.

Tre kolde med låget
U15 havde besøg af Farum Boldklub på kunstgræsset på Stadionvej i Haderslev, og kampen bød på endnu et skønt hattrick. Her fra Jeppe Hedemann Schøler, der virkelig er brandvarm for tiden og scorer bunkevis af mål. Og endnu bedre vandt vi også kampen over de sjællandske gæster med 3-2.

FC Nordsjælland var en del på bolden i indledningen, og de kom både foran med 1-0 og 2-0. To minutter før pausen fik Jeppe Hedemann Schøler dog reduceret, da han flot headede bolden ind, og vi kunne dermed tage masser af energi med i kabinen ved pausen.

Anden halvleg kom vi flot ud til, og efter 54 minutters spil steg Jeppe Hedemann Schøler til vejrs og udlignede. Ti minutter senere brugte han igen hovedet til at få nettet til at blafre, og vi var på 3-2 og Jeppe et hattrick rigere.

Føringen stod ved magt, selvom vi havde muligheder for at øge. Farum havde også et forsøg på stangen, mens Jesper Therkelsen diskede op med en stor redning i slutminutterne på en friløber. 3-2, et hattrick og tre skønne point! Næste kamp venter lørdag den 26. april ude mod FC København. Vi spiller på Peter Bangs Vejs kunstgræsbane klokken 12.00.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.