U19-talenterne sprudlede i weekenden, hvor det blev til en 4-0-sejr over AGF i Haderslev.
Mens U15 stod over i weekenden, var der kampe på programmet for U19 og U17, der begge havde besøg fra smilets by.
Og i kampene mod AGF var der særligt meget at smile af for U19.
En flot og moden præstation hele vejen
U19 tabte knebent i premieren, men det blev der rettet gevaldigt op på, da AGF gæstede Haderslev. Her vandt vores talenter nemlig med hele 4-0.
Det var en gennemført stærk og moden præstation, der blev lagt for dagen, og efter 21 minutters spil åbnede Omran Khatar på måltavlen. Bare fire minutter senere blev det 2-0 ved Elias Frej Sahl Møller Jensen.
Elias Frej Sahl Møller Jensen gjorde det også til 3-0 rundet den halve time, og frem mod pausen var der chancer til mere. Cifrene bestod dog.
I anden halvleg stod vi rigtig godt defensivt, mens der også var gode momenter den anden vej. I slutfasen lukkede vi til 4-0 efter en dødbold, hvor Oliver Schumacher Laursen sendte kuglen i nettet.
Fredag den 28. august venter næste opgave for U19, når turen går til Brøndby Stadion. Her venter Brøndby IF, og der er kampstart 15.30.
Schøler på tavlen igen
I U17 Ligaen var der også besøg fra Aarhus, og her var det gæsterne, der trak det længste strå. AGF vandt nemlig opgøret med 3-1.
AGF pressede på i den første del af kampen, og de fik scoret to mål efter indlæg, hvor det lykkedes dem at følge op. Kort før pausen svarede vi dog tilbage.
Vi fik tilkæmpet os et straffespark, og fra 11 meter reducerede Jeppe Hedemann Schøler.
I anden halvleg var det fortsat AGF, der var mest på bolden, mens vi manglede den sidste skarphed, når vi kom afsted. I slutfasen mistede vi bolden et dyrt sted, og AGF lukkede til 3-1.
Et ærgerligt nederlag, som U17-drengene dog kan bruge til en masse i deres udvikling.
Næste opgave venter lørdag den 5. september 15.45 på udebane mod AC Horsens. Kampen spilles på Jydsk Miljø Rengøring – Kunst Arena 2.





