U19 havde hjemmekampe mod Brøndby IF på menuen i weekenden, mens U17 og U15 var i Aarhus. Ingen af stederne blev det til udbytte.
Af Michael Ehrhorn-Fernow
Der var spændende opgør hele vejen rundt, da vores talenter i weekenden var i aktion. Det blev dog desværre ikke så spændende på resultatsiden.
U19
I U19 Ligaen havde vi besøg af Brøndby IF på Atletikstadion i Haderslev. En kamp som gæsterne vandt med en enkelt pind mere end os på måltavlen.
I første halvleg havde vi det svært, hvor vi hele tiden var et skridt efter gæsterne, der tog føringen efter hjørnespark.
Kort efter blev det 2-0 til Brøndby efter en omstilling, og de cifre holdt ved pausen.
I anden halvleg så det bedre ud, og vi havde fint momentum. Nicolai Derlich Biel fik reduceret, men tættere på kom vi ikke, og så vandt Brøndby med 2-1.
Næste opgave i U19 Ligaen venter i Aarhus mod AGF den 4. april. En kamp der spilles 13.00 på Fredensvang.
U17
U17 var på ligabesøg i Aarhus hos AGF, og det blev en hård fysisk kamp, som aarhusianerne endte med at vinde med 3-0.
I første halvleg var vi ellers fint med, og vi havde gode momenter. AGF spillede en del lange bolde, som vi afviste godt, og så var det 0-0 ved pausen.
Det første kvarter af anden halvleg bød på et tungt pres fra hjemmeholdet, men hvor keeper Jesper Therkelsen stod fremragende for os.
Da AGF først kom på 1-0, gik det dog stærkt, og efter yderligere to scoringer, døde kampen hen.
Næste opgave venter først den 11. april, når vi på hjemmebane klokken 15.00 tager imod Randers.
U15
I U15 Ligaen havde vi også en øv-dag i Aarhus, hvor det blev til et stort nederlag på 8-1.
Det blev grundlagt i første halvleg, hvor tingene ikke fungerede, og hvor AGF havde overhånden. Aarhusianerne kunne gå til pause oppe med fem mål.
I anden halvleg så det bedre ud, og vi stod bedre på banen. Sebastian Gormsen fik reduceret med lidt over ti minutter igen, men slaget var tabt.
U15 møder næste gang FC Midtjylland på udebane i Ikast. Det er helt præcist den 28. marts klokken 13.00 på Stadion Alle.





