Nogle af de største sydjyske U14-talenter var forleden samlet i Rødding, og her kunne vi glæde os over igen at være godt repræsenteret.
Af Michael Ehrhorn-Fernow
Den 30. april var en spændende dag ved Rødding Centret, for her var nogle af de største sydjyske U14-talenter samlet i DBU Future-regi. 28 spillere var udtaget til U14 Future Talenttræning Jylland Syd, som det formelt hedder, og tre af spillerne kommer fra Sønderjyske Fodbold.
Emmik Jacobs var en af de, der var med. Han har tidligere spillet i DGF Flensborg syd for grænsen, og han var også på Future-samling tilbage i januar. Det samme var Johannes Schmidt, der har spillet i Christiansfeld, Kolding og i HFK.
Vi kunne også glæde os over at sende Theo Mogensen afsted til Rødding. Han er kommet til Haderslev fra Wiesharde-Harrislee syd for grænsen, og også han var med på januar-samlingen, der blev afholdt i Rødding.
Der blev gennemført to træninger for drengene, og det var tydeligt, at der er masser af talent rundt omkring.
Stort tillykke til de tre dygtige spillere og ikke mindst tillykke til vores samarbejdsklubber og akademiet. Det er det daglige arbejde her, der bærer frugt ved de her samlinger.





