Tobias Sommer scorede en flot kasse i sin første Superliga-start, da vi fredag aften tog imod Lyngby BK i 3F Superligaen. Trods store tilbud blev det dog 1-1 på tavlen i fredagssolen.
Af Michael Ehrhorn-Fernow
Fredag aften var en forløsning, da vi kunne træde på banen til vores første Superliga-kamp på hjemmebane siden oprykningen i foråret. Sydbank Park var klædt på til fest, og på banen var der knald på.
Hvis nogen havde forventet en langsom og taktisk indledning på kampen, blev det heldigvis gjort til skamme. Kampen startede i højt tempo i begge ender, og mens Lyngby forsøgte med sine stærke gennembrudsspillere og særligt Jonathan Amon, var vi også nærgående. Efter ti minutter sparkede Atli Barkarsson lige forbi efter et godt træk ind i banen.
Rundet 14 minutter gik det amok på Sydbank Park. Tobias Sommer kæmpede sig til bolden lige uden for feltet, og med et resolut hug bankede han bolden forbi Jannich Storch i Lyngby-målet. En drømmestart, der desværre ikke fik lov at stå længe.
Efter 20 minutter blev bolden lagt frem mod Frederik Gytkjær, der snød Maxime Soulas, lavede en skudfinte og flot udplacerede Nicolai Flø. Drønærgerligt, men scoringen slog os ikke ud. Vi var gode på bolden i offensiven, og med ti minutter til pause flugtede Daniel Gretarsson lige på Storch fra distancen. Få minutter senere var Sefer Emini fri lidt uden for feltet efter flot forarbejde af Jose Gallegos, men han sparkede lige over. Lyngby var også farlige i deres gennembrudsspil, når Amon og Magnusson kom igennem.
Vi fik bedre og bedre fat i Lyngby frem mod pausen, men det var helt lige 1-1 efter dommerens pausefløjt.
Vi startede anden halvleg godt, og efter bare fem minutter var Sefer Emini nærgående med et forsøg overfor Storch. Små ti minutter senere var selvsamme Emini så tæt på at lave et af de mest vidunderlige mål på Sydbank Park. En retur dumpede ned for fødderne af ham, og fra distancen flugtede han bolden smukt mod kassen. Desværre tog den fjerneste opstander.
Med 25 minutter igen var det Atli Barkarssons tur til at komme tæt på, da han ved et indlæg kom fri ved bagerste stolpe med akkurat vippede den over mål. Det blev starten på en fase, hvor vi kontrollerede kampen, og hvor Lyngby satsede på omstillinger. Her var de flere gange farlige, men vores forsvar stod flot imod.
I slutfasen tilfaldt en stor mulighed indskiftede Alexander Lyng, der dog desværre fik uheldigt træf og drejede bolden forbi. Lyng var nærgående igen kort efter og hev en kæmpe redning ud af Storch, inden Emini bankede en retur over. Det duftede langt væk af 2-1, men det var lidt som om, at der hvilede en mindre forbandelse over Jannich Storchs Lyngby-mål, og så sluttede det 1-1 i en kamp, hvor vi spillede virkelig godt.
Tusind tak for opbakningen på en dag, vi havde glædet os meget til. På fredag gæster vi AGF på udebane i Aarhus i en kamp, hvor vi håber på at se en masse lyseblå medrejsende fans. Efterfølgende tager vi imod FC København hjemme på Sydbank Park.
Sønderjyske Fodbold – Lyngby Boldklub 1-1 (1-1)
1-0 Tobias Sommer 14′
1-1 Frederik Gytkjær 20′