Vi havde AGF nede i sækken på Ceres Park Vejlby, hvor vi fightede os flot tilbage. Trods store chancer nappede aarhusianerne dog de tre point i overtiden.
Der er intet så smukt som et pakket lyseblåt afsnit. Og det var præcis, hvad udebaneafsnittet var søndag aften på Ceres Park Vejlby.
Efter en festlig optakt på Riisvangen og fanmarch mod stadion var rammerne ligesom sat, og det var så tæt på, at vi kunne have belønnet det med et point. Til slut tog AGF dog en sejr på 2-1.
AGF dufter og jagter guld, og det var et tændt hjemmehold, der kom ud. Vi stod dog godt i defensiven, mens Nicolai Flø tog sig af de indledende tilnærmelser.
Mohamed Cherif kom frem til vores første gode tilbud rundet 17 minutter. Olti Hyseni kom godt igennem i højresiden, og med en god aflevering tilbage i banen bankede Cherif på kassen, hvor AGF-keeper Jesper Hansen dog fik lappen på.
Kort efter den halve time var vi nærgående igen. Efter en god omstilling fik Matthew Hoppe en god chance i feltet, men igen dykkede Jesper Hansen ned og klarede til hjørnespark.
Frem mod pausen var AGF mest på bolden, men vi var fortsat mest nærgående, og det var 0-0 ved pausen.
AGF kom aggressivt ud til anden halvleg, og seks minutter inde i den brød Aarhus ud i jubel. Et indlæg fandt pandebrasken på Tobias Bech, der stangede værterne foran med 1-0.
AGF fortsatte trykket, og Nicolai Flø måtte diske op med store redninger, inden vi med et trylleslag pludselig overtog kampen.
Sefer Emini sparkede over fra distancen, inden Magnus Jensen headede snert forbi kassen efter hjørnespark. Vi ville dog mere, og Jesper Hansen måtte diske op med endnu en stor redning, da indskiftede Alexander Lyng testede ham med 12 minutter tilbage.
Få minutter senere kom udligningen. Anders Bergholt, der var kommet ind fra starten af anden halvleg, timede et dybdeløb perfekt, og han lagde bolden på tværs til Olti Hyseni, der bragede os på 1-1!
AGF forsøgte at etablere et pres uden for alvor at lykkedes med det, men i de seks minutters overtid fik de alligevel Ceres Park Vejlby til at koge.
James Bogere udfordrede i venstresiden, og han sparkede på kassen. Bolden blev rettet af, og så var Nicolai Flø chanceløs. 2-1 til AGF.
Minuttet efter havde vi en gigantisk dobbeltchance til Mohamed Cherif og Olti Hyseni, men Jesper Hansen diskede op med redninger, der kan ende med at blive guld værd.
AGF holdt stand i Vejlby, og så faldt de tre point ud til dem.
Tusind tak for en fantastisk opbakning efter en fantastisk dag i Aarhus.
8. maj skal vi en tur til Viborg klokken 19.00, og så runder vi sæsonen af hjemme på Sydbank Park mod FC Nordsjælland den 17. maj klokken 18.00.





