Stærk sejr i sidste testkamp: Kolding nedlagt i Haderslev

Vi nærmer os starten på 3F Superliga-sæsonen, og fredag blev der sat et godt punktum for vores testkampe med en 1-0-sejr over Kolding IF.

Af Michael Ehrhorn-Fernow

Det startede med sol og sluttede med et brag, da der fredag var dømt lokalopgør på Stadionvej i Haderslev. Vi tog imod Kolding IF i sidste test, og den kom vi stærkt fra.

Vi startede kampen godt, og allerede efter fem minutters spil var det ved at give pote. En lang bold blev slået præcist frem mod Mohamed Cherif, der tog den til sig i feltet og fik taget et par træk. Afslutningen tæt under mål blev dog blokeret.

Generelt havde vi flere gode indlæg, der var tæt på at blive farlige, mens kampen bød på masser af dueller og intensitet. Rundet 20 minutter havde gæsterne et farligt forsøg fra kanten af feltet, der sneg sig forbi den ene opstander.

Som første halvleg skred frem, tog vi godt fat om kampen, og Matthew Hoppe kom frem til en række rigtig gode muligheder.

Et indlæg blev headet forbi, inden han fandt en rigtig god position på et fladt indlæg. Vores angriber fik fornuftigt træf på kuglen, der dog sneg sig forbi mål. Dermed forblev det 0-0 ved pausen.

Anden halvleg åbnede med masser af dueller men ikke de største chancer. Kolding havde en række tilnærmelser, men vores forsvar stod godt, og vores sidste skanse Marcus Bundgaard diskede også op med en række fine redninger.

I den anden ende havde Matthew Hoppe endnu en stor mulighed i feltet, men igen besluttede bolden sig for at snige sig lige forbi. Det gjorde den igen, da David Frimpong fandt en god position i feltet men måtte se sin fine firsttimer tage den forkerte vej rundt om opstanderen.

Med ti minutter igen kom scoringen så. En god bold blev slået frem til David Frimpong, der besluttede sig for at prøve lykken fra spids. Kolding-keeperen havde lappen på, men bolden røg i nettet til en lyseblå 1-0-føring.

En dejlig træffer fra Frimpong, der også kom på tavlen i vores hjemme-testkamp mod Viking.

I den resterende del af kampen rykkede et tordenvejr tættere og tættere på banen, men det var det mest buldrende indslag i den fase. Efter 90 minutters spil blev der fløjtet af, og vi kunne glæde os over en god afslutning på sommerens testkampe med en stærk sejr og en god præstation.

Søndag den 26. juli tager vi hul på den nye sæson i 3F Superliga-regi med et brag af en kamp, når FC Midtjylland gæster Sydbank Park.

Den kamp bager vi solidt op til i den kommende uge.

Du kan sikre dig billet til FCM-kampen lige her!

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.