Stærk præstation og et point på Vestegnen

Vi var bedst i det meste af udekampen mod Brøndby IF, men kampen sluttede uden vinder og med 0-0 på tavlen.

Af Michael Ehrhorn-Fernow

Det var ikke en klassisk 0-0-kamp.

Der var nemlig masser af chancer og flot spil, da vi mandag aften gæstede Brøndby Stadion. Vi fik dog ikke som fortjent, men vi fik et flot point med hjem.

Vi åbnede kampen rigtig godt, og allerede efter tre minutters spil blev der slået et fremragende indlæg ind mod Lirim Qamili, der headede den på overliggeren.

Efter en indledning med os toneangivende var vi farlige igen rundet de 16 minutter. Et hjørnespark tæt under mål blev sendt ud til Mohamed Cherif, der tordnede til den men blev blokeret.

Vallys var tæt på for Brøndby efter et indlæg, som han ikke fik nok kraft på. I stedet var vi igen tæt på i den anden ende, hvor et indlæg først var tæt på at snyde Brøndby-keeper Pentz, inden Maxime Soulas headede lige over på det efterfølgende hjørnespark.

Kort efter den halve time kom vi frem til en kæmpestor chance. Mads Agger krigede sig igennem fra egen halvdel og slap afsted, og pludselig var vi tre mod en. Bolden blev lagt videre til Matthew Hoppe, der trykkede af, men Pentz reddede værterne.

Frem mod pausen havde vi et par kompetente dødbolde, men det var 0-0 ved halvtid trods et par Brøndby-tilnærmelser også.

Vi kom rigtig godt ud til anden halvleg også, og fem minutter inde i den blev det rigtig farligt. Et indlæg mod Cherif blev lagt af til Agger, der i feltet flugtede til bolden. Den blev dog blokeret.

Brøndbys Emmanuel Dennis havde fra stående et giftigt hug i den anden ende, som Marcus Bundgaard dog reddede fornemt i fuld længde.

Herefter fulgte en lang periode, hvor vi var bedst, men hvor de helt store chancer udeblev. Næste højdepunkt stod der dog også os på. Vi kom afsted i et giftigt angreb, hvor Lirim Qamili kom til frit skud. Der kom dog ikke nok kraft på.

Med syv minutter igen kom Brøndby frem til en stor chance, da Vallys tæt under mål kom på bolden. Marcus Bundgaard timede dog sit indgreb suverænt.

I overtiden havde Lirim Qamili et nærgående forsøg, der sneg sig tæt udenom den fjerneste opstander. Tættere på kom ingen af holdene, og vi kunne forlade Brøndby Stadion med et point i en kamp, hvor vi i store perioder var det bedste hold.

Tusind tak for opbakningen til de mere end 200 udebanefans på Brøndby Stadion. Jeres støtte er guld værd!
Søndag klokken 17.00 spiller vi grundspillets sidste kamp, når OB gæster Sydbank Park.

Den kamp kan du sikre dig billet til lige her.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.