Sønderjyske Fodbold udlejer med omgående virkning angriberen Mikkel Ladefoged til NordicBet Liga-klubben Esbjerg fB.
21-årige Mikkel Ladefoged bliver udlejet fra Sønderjyske Fodbold til NordicBet Liga-klubben EfB i resten af indeværende sæson.
Den høje angriber var i sidste sæson udlejet til Næstved Boldklub, og efter et par måneder tilbage i Sønderjyske Fodbold følger nu et nyt, spændende lejeophold hos EfB.
– Mikkel Ladefoged har udviklet sig godt hos os, siden vi hentede ham op fra U19-divisionen i 2022. Han havde også gavn af et lærerigt lejeophold i Næstved i sidste sæson, og vi tror, at han med endnu en sæson i NordicBet Ligaen kan tage endnu et godt skridt i sin udvikling.
– Vi er godt besat på vores offensive pladser, og der er hård konkurrence i 3F Superligaen, så vi håber, at Ladefoged kan komme ud og spille kontinuerligt og komme endnu stærkere tilbage næste sommer, siger sportschef Casper Daather.
Mikkel Ladefoged har spillet 25 førsteholdskampe for Sønderjyske Fodbold og scoret tre mål.