Efterårets gode præstationer i Sønderjyske Fodbold sender nu Jakob Busk tilbage til Bundesligaen, hvor TSG Hoffenheim tilknytter målmanden på en aftale for resten af sæsonen.
Det blev kun til et halvt år i Sønderjyske Fodbold for Jakob Busk – i hvert fald i denne omgang.
Den 31-årige målmand vendte i sommer hjem til dansk fodbold efter otte sæsoner i Union Berlin, men nu er der igen bud fra Bundesligaen.
Jakob Busk har gjort det så godt i Sønderjyske Fodbold, at TSG Hoffenheim nu har ønsket at tilknytte målmanden – i første omgang på en lejeaftale frem til sommer.
Sportschef Casper Daather siger om aftalen:
– Først og fremmest er vi stolte af, at Sønderjyske Fodbold nu sender en af vores spillere direkte videre til 1. Bundesliga. Det er ikke hverdagskost hverken i Sønderjyske Fodbold eller i 3F Superligaen.
– Jakob Busk kom til os i sommer for at blive førstemålmand efter mange år på bænken i Union Berlin, og sammen er vi lykkedes med at bygge ham så godt op, så han nu igen er blevet attraktiv for en Bundesliga-klub. Det er en cadeau til Busk selv, men også til vores trænerteam og hele klubbens kultur. TSG Hoffenheim har haft et stort ønske om at tilknytte Busk, og vi har fundet en god løsning, som alle parter er tilfredse med.
– Vi har været meget glade for Jakob Busk i efteråret, men vi er også overbeviste om, at vi kommer til at stå stærkt til forårets udfordringer i 3F Superligaen. Vi er en ansvarlig klub, så vi er altid forberedte på alle scenarier, og vi har også en god plan for, hvad der nu skal ske. I første omgang ønsker vi Jakob Busk held og lykke i Hoffenheim og takker ham foreløbigt for indsatsen i Sønderjyske Fodbold, siger Casper Daather.
Jakob Busk siger om skiftet tilbage til tysk fodbold.
– Jeg vil gerne takke Sønderjyske Fodbold for en god tid. Selv om det har været kort, har jeg virkelig nydt det, og jeg har været glad for at bo i Haderslev og have min daglige gang i Haderslev Idrætscenter.
– Jeg føler, vi er lykkedes med det, vi gerne ville. Jeg kom hjem for at få fast spilletid, og klubben har også fået det, den søgte. I det hele taget har det bare været et rigtigt godt match.
– Det var ikke planen, at jeg skulle videre efter så kort tid, men sådan er fodbold, og når der kommer sådan en mulighed her, er det med at tage den. Sønderjyske Fodbold er et godt sted og i en god position, og jeg er overbevist om, at gutterne går et stærkt forår i møde, siger Jakob Busk.
Jakob Busk står foreløbig noteret for 16 kampe i Sønderjyske Fodbold.